Student til kommunikationsområdet i BO-VEST
Er du en energisk og kreativ fortæller, der har lyst til at blive en del af en organisation i rivende udvikling? Så er du måske vores nye kommunikationskollega i BO-VEST.

Velkommen til BO-VEST
Din nye arbejdsplads bliver i Glostrup i vores ledelsessekretariat, hvor du får 10 gode kollegaer. Sekretariatets opgaver omfatter områderne bestyrelsesbetjening, ledelsesbetjening, kommunikation, digitalisering, GDPR og økonomisk beboerrådgivning. Du refererer til chefen for ledelsessekretariatet. Omgangstonen i BO-VEST er uformel og humoristisk, og vi lægger vægt på, det skal være sjovt at gå på arbejde, samtidig med at vi har et højt fagligt niveau. 

Du er sprogligt stærk 
Du vil sammen med vores anden studentermedhjælper hjælpe kollegerne i ledelsessekretariatet med at løse deres opgaver. Sideløbende tager du del i opgaveløsningen af vores samlede kommunikationsaktiviteter på tryk, web og video. Du kommer til at kommunikere med og til en bred vifte af beboere, frivillige, beboerdemokrater, offentlige institutioner og medarbejdere, der er alt fra ejendomsfunktionærer til jurister. 

Dine primære opgaver:
•Tekster til hjemmesider, nyhedsbreve, magasiner, infoskærme m.m.
•Arbejde med hjemmeside og intranet
•Produktion af videoer
•Bidrage til at skabe fortællinger til vores interne kommunikation, ved fx at interviewe forskellige medarbejdere 

Du har en positiv indstilling og et godt gåpåmod
Vi lægger vægt på dine menneskelige kvaliteter, og at du har en positiv indstilling til opgaver og kollegaer. Du er effektiv og kan lide at få noget fra hånden. Herudover lægger vi vægt på, at du:

•Skriver godt og kan din grammatik
•Har flair for web-mediet og brænder for det
•Kan trylle kompliceret materiale til letforståelig og interessant viden for vores beboere
•Trives med at hjælpe andre med webkommunikation og intranet
•Har kendskab til CMS (vi arbejder i Umbraco og Intranote)

Lyder det som noget for dig?
Stillingen er på min. 15 timer pr. uge. Vi er fleksible med arbejdstiden ift. dit studie. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem BL og relevant overenskomst samt lokalaftale.

Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte seniorkonsulent Martin Kristiansen på 60 35 26 06.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning vedlagt CV, dokumentation for studieretning og eventuelle anbefalinger. Send det via linket nederst på siden. Ansøgningsfristen er den 15. december 2020, men vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt og holder derfor samtaler løbende, så skynd dig at sende din ansøgning til os. 


BO-VEST ønsker at fremme mangfoldighed, hvorfor alle uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. 


Behandling af persondata
Du kan læse om behandlingen af dine personoplysninger på vores hjemmeside: https://www.bo-vest.dk/om-bo-vest/persondatapolitik/behandling-af-personoplysninger-ved-rekruttering/


BO-VEST er et alment boligadministrationsselskab, der omfatter Vridsløselille Andelsboligforening, Albertslund Boligselskab, Bo-Vita og Tranemosegård. Vi er den største almene boligadministration på Vestegnen med over 16.000 boliger i Albertslund, Brøndby, Greve, København og Ishøj. BO-VEST administrerer også Antenneforeningen Brøndby, der sikrer billigt og stabilt TV, internet og telefoni til foreningens 20.000 medlemmer.

Søg jobbet