Bestyrelsen i Bo-Vita har været på en boligbusrundtur med BO-VEST’s bestyrelse. Her skulle BO-VEST’s bestyrelse se nogle af boligafdelingerne i Bo-Vita og Bo-Vitas bestyrelse fik lejlighed til at se nogle af boligafdelingerne i de tre andre boligorganisationer i BO-VEST-fællesskabet.

Ideen var at få mere viden om, hvordan livet leves i de pågældende afdelinger, hvilke udfordringer der måtte være, hvilke tiltag, der aktuelt arbejdes med og andre nyttige oplysninger, der kan danne grundlag for udvikling af det fælles boligpolitiske arbejde i fremtiden.

Turen var samtidig en markering af at Bo-Vest fællesskabet har fået et nyt medlem, idet Bo-Vita nu er blevet fuldgyldigt medlem af fællesskabet.

Busturen udgik fra Hartmanns pakhus og efter en dejlig velkomst af Vinnie Hansen, der er bestyrelsesformand i BO-VEST og udlevering af vand og diverse former for slik, så bestyrelserne kunne holde væske- og sukkerbalancen oppe i varmen, gik turen ud i det gode vejr.

 

Boligområder med socialt fællesskab og bæredygtighed

På den første del af turen fik bestyrelserne set eller besøgt nogle af afdelingerne i Albertslund Boligselskab, Tranemosegård og Vridsløselille Andelsboligforening. Blandt andet Galgebakken og Hyldespældet, der er kendt som afdelinger med et aktivt beboerliv.

Galgebakken, der består af 600 rækkehuse, har både revygruppe, cafe, kor og et hornorkester. I Hyldespjældet arbejder beboerne for at skabe et bæredygtigt boligområde. Der er masser af grønne aktiviteter som hønse- og fårehold, genbrugsstation og byttebørs, haver og drivhuse.  

Masterplan løfter Albertslund Syd og Brøndby Strand

I Albertslund Syd gik bestyrelserne en tur. Der er tale om et stort boligområde med gårdhavehuse og rækkehuse. Området har været igennem en masterplan og det var spændende at se og høre om den arkitektoniske plan, der har båret området frem til at blive et af de mest attraktive boligområder på Vestegnen.

Efter gåturen i Albertslund Syd fortsatte bussen videre gennem den grønne Vestegn, hvor den bl.a. kom forbi afdelingerne Tranehaven, Tranevænget og Moserne i Brøndbyvester og afdeling Askerød i Greve.

Det var ikke muligt at stoppe ved alle afdelingerne, for der var en tidsplan at overholde, men de tre bestyrelsesformænd Vinnie Hansen, Kirsten Mogensen og Dorthe Larsen fortalte undervejs i bussen om deres respektive afdelinger, så man fik en god fornemmelse for hvad der sker i de pågældende afdelingerne.  

Kaffepausen blev holdt i Brøndby Strand hos afdeling T13 Silergården, som har et stort aktivitetshus med en skøn café. Silergårdens afdelingsformand Hugo Thuge fortalte meget engageret om boligområdet, der har over 1.000 boliger fordelt på 20 forskellige boligtyper. Afdelingen rummer både højhuse, rækkehuse og etagehuse, så der er noget for enhver smag. Boligområdet er under helhedsplan, som skal løfte det med renovering af boligerne og forskellige former for miljøfremmende tiltag.

Jan Hyttel viste rundt i Mjølnerparken

Efter kaffepausen satte bussen kurs mod København og Mjølnerparken på Nørrebro, hvor Bo-Vita’s bestyrelsesformand Jan Hyttel viste rundt, mens han fortalte om den store fysiske helhedsplan, der i de kommende år skal forvandle Mjølnerparken fra nedslidt boligområde til attraktivt kvarter med boligrenovering, nye tagboliger, handelsgade, nyt kvarterhus og meget mere.

Bestyrelserne kom forbi Dortheavej og Christianshavn

Efter rundvisningen i Mjølnerparken kørte bussen videre til Bo-Vita’s nybyggeri på Dortheavej i Nordvest. Byggeriet, der rummer 66 lejemål, er formet som en slange der bugter sig langs Dortheavej. Boligerne blev indviet sidste år og blev lejet ud med det samme. Byggeriet på Dortheavej og Bo-Vita’s Bygherrestrategi vandt Arkitektforeningens ærefulde ”Lille Arne” 2018.

Bestyrelsernes boligbusrundtur sluttede i afdeling Hvide Snit i Strandgade på Christianhavn, hvor Jan Hyttel og Bo-Vita-’s bestyrelse serverede et perlende glas champagne på kajen ud til Københavns havn. Der var middag på Christianshavns Færgecafe, hvor bestyrelserne kunne tale videre om dagens oplevelser og det videre arbejde i Bo-Vest fællesskabet.

Det skal nævnes, at Jette Stenholt, ledelseskoordinator i BO-VEST, stod for programlægning af boligbusrundturen og udarbejdelse af kort over boligafdelingerne i Vridsløselille Andelsboligforening, Albertslund Boligselskab og Tranemosegård og Bo-Vita, samt en oversigt over årstallene for, hvornår de pågældende afdelinger er blevet opført. Jette sørgede også for at tidsplanen blev overholdt og at alt forløb godt.