Strategiseminaret blev holdt på Skodsborg Kurhotel den. 8.-9. juni, der var nogle af årets hidtil varmeste dage. Organisationsformand Jan Hyttel bød velkommen til seminaret.

-Der er sket meget siden vi var her sidste år. Vi har fået nyt navn, ny administrator og er blevet en del af Bo-Vest fællesskabet. Det giver et godt afsæt for at videreudvikle vores organisation med mange nye spændende projekter til gavn for vores beboere og byen generelt, sagde Jan Hyttel i sin velkomst til bestyrelsen.

Samarbejde med private aktører om byggeri kan give god mening

Første punkt i programmet fokuserede på ”Alment-privat partnerskab”, hvor der blev stillet vigtige spørgsmål som:  Er det noget vi kan og skal, hvilke muligheder giver det og hvilke gevinster er der at hente for boligafdelingerne?

Formand Jan Hyttel redegjorde sammen med ejendomsudvikler Ulrik Steengård fra Projektus i Horsens om tankerne for et styrket samarbejde mellem private bygherrer og almene boligorganisationer om nybyggeri, renovering og fortætning i eksisterende boligafdelinger med henblik på at fremme en blandet by.

Der er tale om en ny samarbejdsmodel, der giver almene boligorganisationer mulighed for at inddrage private aktører i forhold til projektstyring og drift af byggeprojekter og hvor der også indgår et element af finansiering for at gennemføre projekterne.

Separator icon

Almene-private partnerskaber kan være en mulighed i afdelinger hvor der er byggeretter til f.eks. ubenyttede loftsrum, hvor der kan etableres lejligheder. I nogle afdelinger kan der tilføjes etager med nye boliger for øje. Salg af byggeretter kan give penge til afdelingsfornyelser og renovering, hvilket kan gennemføres til gavn for beboerne uden at husleje behøver stige særlig meget. Der betyder meget i den enkelte husstand om huslejen efter renovering stiger med 3,9 pct. eller 1 pct. pointerede Jan Hyttel.

Efter oplægget drøftede bestyrelsen muligheden for at bruge de beskrevne fordele ved alment-privat partnerskab til nogle af de kommende byggeprojekter.

Det giver god mening at organiserer en renovering hvor der findes uudnyttede byggeretter som et alment-privat partnerskabsprojekt. Vi får mulighed for at trække på private aktørers kompetencer og udnytte ledige byggeretter til boligbyggeri. Bo-Vita har omkring 100.000 byggeretskvadratmeter, det er syv gange vores boligafdeling Hvide Snit i Strandgade på Christianshavn og det svarer til op imod 1.500 boliger, sagde Jan Hyttel, der understregede at det altid er en vurdering i det konkrete tilfælde om den bedste løsning er en almen-parivat partnerskabsmodel eller en mere traditionel organisationsform.

Bestyrelsen var enige om, at der skal arbejdes videre med projektet og at det skal ske i samarbejde med afdelingsbestyrelserne i Bo-Vita.

Separator icon

Fortætningsmuligheder i 12 boligafdelinger

Næste punkt på dagsordenen handlede om prioritering af renoveringsager – udfordringer og muligheder i udvalgte afdelinger. Souschef i Bo-Vita, Troels Buch Kristensen, gav en grundig gennemgang af 12 eksisterende afdelinger, hvor der er renoveringsbehov, boligsociale udfordringer og fortætningspotentiale.

Blandt eksemplerne, som har fremdrog, var den Grønne Trekant på Nørrebro, hvor der er mulighed for at tilføre afdelingen hele 17.789 etagemeter, hvilket kunne give plads til at bygge 230 nye boliger. En udvidelse af byggeprocenten kræver dispensation fra lokalplan og et kommuneplantillæg, der ændrer bebyggelsesprocenten i boligområdet. Troels mente, at kommunen er venligt stemt over for ideen, da København mangler almene boliger.

Dagens oplæg havde sat mange tanker i gang hos bestyrelsen, der brugte tid på at debattere de aktuelle emner. Det var vist meget godt, at aftensmaden ventede i hotellets restaurant. Klokken nærmede sig 20, før bestyrelsen var klar til at forlade mødelokalet og indtage aftenens middag.

Fokus på samarbejdet med Bo-Vest

Ligeså engageret gik det for sig, da seminaret om lørdagen nåede til programpunktet ”Hvordan styrker vi samarbejdet med Bo-Vest?” Ulrik Brock Hoffmeyer, administrerende direktør i Bo-Vest og Steffen Boel Jørgensen, forretningsfører i Bo-Vita gav et bud på fire områder, som man kan arbejde sammen om:
-Effektiv drift, de boligsociale indsatser, it-forbindelser, telefoni og tv for beboerne, byggeri og renovering og det tætte samspil mellem byggeri og drift samt forberedelse til strategiseminar i Bo-Vest til november.

Ulrik Brock Hoffmeyer fortalte desuden om, hvordan man arbejder i Bo-Vest, og hvilke normer, værdier og roller der er i Bo-Vest.

-I Bo-Vest er beboerdemokratiet meget stærkt. Alle har mulighed for at blive hørt, for det er beboerne, der træffer beslutninger om drift og udvikling i boligområderne. Det tager somme tider lidt længere tid, når sagerne skal i høring flere steder, inden der kan træffes en beslutning men det sikrer beboerdemokratiet og giver solide beslutninger, sagde Ulrik Brock Hoffmeyer og tilføjede, at Bo-Vest har mange visioner for fremtiden.

-Vi skal fremad i firehjulstræk og vælge dygtige partnerskaber, så vi samler dygtige kompetencer. Ingen kan det hele alene men sammen kan vi alt, sagde Ulrik.

Organisationsformand Jan Hyttel rundede seminart af med en opsamlende kommentar.

-Det har været to spændende dage, hvis indhold vi nu skal arbejde videre med derhjemme. Vores organisation er inde i en fantastisk udvikling. Vi skal bygge flere sunde, bæredygtige boliger i København og sørge for at vores ældre boligafdelinger bliver renoveret, så de kan leve op til moderne boligstandard. Dette skal vi kombinere med effektiv drift og beboerdemokrati, som er en værdi vi har kærlighed til i den almene sektor, sagde Jan Hyttel og fortsatte:
 
Bo-Vita og Bo-Vest har meget at lære af hinanden og det er et godt udgangspunkt for et samarbejde. Vi glæder os til det nye, sagde Jan Hyttel Formanden sluttede seminaret med at takke bestyrelsen for en god debat og et stort engagement.

Strategiseminaret sluttede lørdag kl. 13.

Separator icon