Bandekriminalitet og dårlig integration er ofte emnerne, når medierne sætter fokus på kvarteret omkring Mjølnerparken på Nørrebro. Men nu viser børnene fra Mjølnerparken gennem kunstværker, hvordan de oplever hverdagen i boligområdet.

Foreningen Alverdens Børn, kunstneren Susse Volander og personalet på den bemandede legeplads i Mimersparken indgik for et par måneder siden et samarbejde og lavede et kunstworkshopforløb med børn i Mjølnerparken.

De stak farver og papir i hånden på børn fra området. De skulle tegne, male og fortælle deres liv og udstille kunstværkerne på Nørrebro Bibliotek. Børnene kunne desuden deltage i en bred vifte af aktiviteter i et børneværksted, hvor der er blev holdt workshop over emner med nøgleord som fantasi, fordybelse, fremtid/genbrug og ”øjne, der ser, hjerter, der fortæller”.

Separator icon

Børn kan lære at udtrykke følelser gennem kunsten

Ideen med kunstprojektet har ifølge folkene bag projektet været at skabe en ramme der giver børnene plads og frirum til at drømme, håbe og fortælle og dermed øve sig i at udtrykke deres følelser, at sætte ord på deres hverdagsliv og deres ønsker til fremtiden via sprog og kreativitet. Det er med til at styrke selvværd, modstandskraft og troen på at der venter dem et godt liv.

Rigtig mange af Mjølnerparkens børn dukkede op for at være med i kunstprojektet på legepladsen – og forældrene kom forbi for at kikke med, når der blev tegnet, malet og skrevet historier i lange baner. Så på flere planer har projektet givet god stemning og skabt kontakter på tværs i boligområdet.

Et pilotprojekt der baner vejen for kunst i børnehøjde

Resultaterne af børnenes kunstneriske frembringelser blev til udstillingen ”Et vindue til Mjølnerparkens børn” og en lille film om forløbet som kan opleves på Nørrebro Bibliotek. Der blev holdt fernisering på udstillingen i sidste uge og her havde de fremmødte mulighed for at møde børnene bag kunstværkerne og høre om deres tanker bag dem.

Børnene har haft mange forskellige indgangsvinkler til projektet, men det er tydeligt, hvad der skinner igennem som det vigtigste; engagement, livsglæde og skaberlyst.  

Separator icon

Alle oplevelser, erfaringer og læring fra projektet vil udmøntes i en brochure til familierne, skoler, institutioner, lokale politikere og andre fagfolk fra området. Brochuren vil kunne bruges i det videre arbejde med udviklingen og forankringen af projektet samt til inspiration for andre, der arbejder med børn, kunst og kultur.

Projekt ”Et vindue til Mjølnerparkens børn” er støttet af Nørrebro Lokaludvalg. Bo-Vita Helhedsplan for Mjølnerparken har bakket op om projektet og leveret en fritidsguidekoordinator til projektet.

”Et vindue til Mjølnerparkens børn” kan opleves på Nørrebro Bibliotek frem til 6. juli 2018.

Separator icon