Beboerne i Hyldespjældet stemte klart ja til renoveringsforslaget, som rådgiver og BO-VEST havde udarbejdet i samarbede med Hyldespjældets byggeudvalg. Men hvornår beboerne kan få deres boliger renoveret, er uvist.

For ét er beboernes ja-tak til det renoveringsforslag, noget andet, hvad der nu vil ske med projektet. De midler, der skal finansiere renoveringen, skal nemlig komme fra alle lejeres fælles opsparing i Landsbyggefonden. Og den pulje penge, vil regeringen bruge til noget andet.

Ghettoudspillet udskyder renoveringer

Regeringens lægger i sit ghettoudspil op til, at 12 milliarder kroner skal øremærkes til indsatser i boligområder på ghettolisten. Prioriteringen vil betyde, at hårdt tiltrængte renoveringer, som fx i Hyldespjældet i Albertslund, vil blive udskudt i en længere periode.

Hyldespjældet er bygget i 70’erne og trænger til en grundig renovering – døre og vinduer er for eksempel plaget af råd, murene er dårligt isolerede med stort varmetab og kolde boliger til følge, boligerne plages af mange kuldebroer og flere beboere har skimmel i deres boliger.

Et urimeligt ansvar

Formand for afdelingen Hyldespjældet, VA og BO-VEST, Vinie Hansen er vred og ærgerlig over regeringens plan – det pålægger lejerne et urimeligt ansvar:
”Vi har været med til at finansiere sociale indsatser i udsatte boligområder via huslejen. Vi har taget et ansvar på os, og man kan ikke bede os betale igen, ved at udsigten til helt nødvendige renoveringer og moderniseringer udskydes i årevis. Det er en fælles opgave at løse fælles problemer. Dem kan man ikke tørre af på en udvalgt del af befolkningen.”

Separator icon