Mødet begyndte med velkomst af formand Jan Hyttel. Derefter fulgte en gennemgang af de sociale helhedsplaner fra Mette Frances Johannesson, som er chef for sociale indsatser i Bo-Vita.

Mette fortalte blandt andet om arbejdet med at skabe beskæftigelse til unge i Den grønne Trekant på Ydre Nørrebro og at der søges støtte til arbejdet hos fonde med sårbare børn og unge som prioritet. Desuden at der er god dialog med SSP og det lokale politi om at løse problemerne på Krakas Plads, der igennem længere tid har været brugt som tilholdssted for banderelaterede unge, som har skabt utryghed i området.

Mette Frances Johannesson fortsatte med at nævne Mjølnerparken, hvor der sammen med Københavns Kommune er forberedt en række sociale aktiviteter, der snart vil blive sat i gang. Hun nævnte desuden, at der afprøves sociale servicebesøg på Lukretiavej, der også støttes på andre måder gennem Bo-Vitas tryghedsindsats.

Separator icon

Sommermøde, frivillige og andre emner

På mødet gjorde bestyrelsen status for forberedelserne til årets sommermøde og drøftede problemstillingen i at invitere frivillige med til mødet og uddele frivilligpriser. Der var i bestyrelsen enighed om, at sommermødet både nu og i fremtiden er for bestyrelser og ansatte og at der derfor ikke skal uddeles frivilligpris ved dette arrangement. Til gengæld syntes bestyrelsen at det kan være en god ide at lave et særligt frivilligarrangement, hvor de frivillige inviteres og hyldes for den store og meget vigtige indsats de yder i Bo-Vitas boligområder.

Separator icon

Herefter fulgte andre emner som: Styringsdialogmødet med Københavns Kommune i oktober, stillingtagen til cykel- og stiforbindelse mellem Akacieparken og Betty Nansens Allé, der blev tiltrådt og forslag om ny husorden til Prinsesse Charlottes Gade, der ligeledes blev tiltrådt af bestyrelsen.

Wilders Plads fik bevilget et lån til renovering af badeværelser. Tryghedsindsatsen i Valby fik godkendt en ansøgning om 80.000. kr. til intensiveret social indsats i afdelingen på Lukretiavej. Den nye afdeling på Dortheavej fik godkendt et rentefrit lån til igangsættelse af forskellige aktiviteter og indretning af et beboerlokale. Lånet tages fra dispositionsfonden og er afdragsfrit i 5 år.

Ole Markussen blev af bestyrelsen udpeget til Bo-Vest effektiviseringsudvalg.

Bestyrelsen drøftede en række lokalplanforslag, der berører Bo-Vita afdelinger. Blandt andet er der i øjeblikket høring på et lokalplanforslag for Peter Rørdams Vej, Bispebjerg, hvor afdelingen i Bjergvænget gør indsigelse om lokalplanens krav om vareindkørsel til den kommende LIDL over et hjørne af afdelingen, hvilket beboerne frygter skal medføre støj og andre gener. Bestyrelsen afventer lokalplanen inden man tager stilling til det.

Byggesager og status for migrering

Organisationsformand Jan Hyttel fortalte om arbejdet i bygherreudvalget. Grunden på Brofogedvej på Nørrebro, der skulle have været anvendt til plejeboliger, skal sælges. Bestyrelsen tiltrådte både salg af grunden og aftale med Tranemosegård om bygherrerolle på opfølgningsbyggeri efter det aflyste byggeri på Brofogedvej.
Byggeriet på Sankt Joseph Kloster på Strandvejen er nu nået så langt, at der kan holdes rejsegilde.

Forretningsfører Steffen Boel Jørgensen redegjorde for migreringen til Bo-Vest. Migreringen er gået godt og Bo-Vitas medarbejdere er faldet godt til i Pakhuset. Der er nedsat en projektorganiseringsgruppen for at følge op på problemer i forhold til at få de sidste data overført fra Lejerbo til Bo-Vest, herunder hører PBS-fil-sagen og problemstillingen om intern venteliste, som Bo-Vest’s administrerende direktør Ulrik Brock Hoffmeyer gav en status for.
Bestyrelsen er fortsat klar til en retssag mod Lejerbo, hvis det bliver nødvendigt.

De verserende tilsynssager med at prækvalificere Bo-Vita til nybyggeriprojekter i Københavns Kommune var også oppe at vende på mødet. Bestyrelsen overvejer, afhængig af den nærmeste fremtids begivenheder, at hyre tyng juridisk hjælp til at klarlægge de væsentligste elementer i sagen. Indledningsvis vil man prøve at skabe et overblik ved et notat udarbejdet af Ulrik Brock Hoffmeyer og Steffen Boel.

Et udkast i forbindelse med retningslinjer for ageren på Facebook var forud for mødet blevet udsendt til bestyrelsen og det blev tiltrådt. Generelt tilrådes tilbageholdenhed ved at blande sig i debatter på de sociale medier på Bo-Vitas og afdelingens vegne eller anvende sociale medier som en officiel kommunikationskanal.

I slutningen af mødet orientererede Karen Vistesen om Nyhedsbrev og hjemmeside.

Separator icon

Formøde med Mjølnerparkens afdelingsbestyrelse

Endelig var der inden selve bestyrelsesmødet et møde mellem organisationsbestyrelsen og repræsentanter fra afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken. Mødet handlede om en række problemstillinger, som Mjølnerparkens afdelingsbestyrelse havde ønsket at drøfte, ikke mindst styringen af den fysiske helhedsplan. Afdelingsbestyrelsen gav på mødet udtryk for, at de ikke i tilstrækkelig grad bliver hørt af Bo-Vita, og at de derfor ikke kan udføre deres arbejde.

Organisationsformand Jan Hyttel og forretningsfører Steffen Boel Jørgensen kunne oplyse, at når en helhedsplan er vedtaget på et afdelingsmøde, overgår ansvaret for sagen til organisationsbestyrelsen, som er bygherren, men selvfølgelig har en administration til at bistå sig.

Formand og forretningsfører sagde på mødet, at afdelingsbestyrelsen selvfølgelig er velkommen i en dialog om sagen, f.eks. i byggeudvalget, men at det ikke giver mening at bruge tiden på forhold som alligevel ikke kan ændres.

Organisationsbestyrelsen tilbød at sende en repræsentant til alle fremtidige afdelingsbestyrelsesmøder og flere af Mjølnerparkens bestyrelsesmedlemmer udtrykte afslutningsvis også vilje til dialog og godt samarbejde med Bo-Vita om den fysiske helhedsplan, der skal bringe Mjølnerparken ind i en ny tid.

Referater fra bestyrelsesmøderne kan hentes i fuld længde på Bo-Vitas hjemmeside under menupunktet ”dagsordener og referater”

 

Separator icon