Der var store smil og endnu større forventninger i luften, da Bo-Vita i går (tirsdag den 1. oktober) slog dørene op for 85 nye ungdomsboliger i den tidligere navigationsskole på Lersø Park Alle, lige overfor Zoologisk Museum.

Her skulle de mange nye beboere have udleveret nøgler til deres nye hjem, og til trods for nogle startvanskeligheder lykkedes det Nicolai Roed og Robert Jes Andresen fra Bo-Vita at hjælpe alle på plads i løbet af dagen.

Havde kun set plantegninger

Amalie Dons og Leif Helbig var blandt de mange nye beboere, der mødte op for at få udleveret nøgler til det, der forhåbentligt skal være deres hjem i mange år, mens de studerer.

Amalie Dons er flyttet til København fra Aarhus for at læse Sundhed & Informatik på Københavns Universitet – et stenkast fra boligerne på Lersø Park Alle.
”Jeg er meget spændt. Jeg har jo kun set det på plantegninger, så jeg vidste slet ikke, hvordan min bolig så ud, men nu har jeg lige været oppe at se det, og jeg er meget tilfreds,” siger Amalie Dons.

Har boet på sofa hos venner

Også Leif Helbig er ny i København. Han har ganske vist boet i byen for 10 år siden, og den seneste måned har han været på turne hos venner og boet på deres sofaer, men nu er han også ved at være klar til en tilværelse på Lersø Park Alle.
”Lige nu er mine ting i Tyskland, hvor jeg har boet ind til for nylig. Jeg glæder mig til at bo her og forventer, at stedet er i god stand,” kommer det fra Leif Helbig, der ligesom Amalie Dons skal studere Sundhed & Informatik.

Flere andre af de unge beboere har lånt sofaer hos venner siden studiestart i september, så der var stor glæde over nu at kunne få sit eget, at være de første beboere i noget nyt og at skulle bo sammen med så mange andre unge.

 

De 85 nye ungdomsboliger er første etape på Lersø Park Alle. Til sommer åbner yderligere 76 ungdomsboliger i et nyopført tårn. Dermed kommer afdelingen til at bestå af 161 ungdomsboliger.

Separator icon