De to prøvehuse var proppet til randen weekenden 8. og 9. december under åbent hus for beboerne i 4 Syd.

De mange beboere var dukket op for selv at opleve, hvilke muligheder der er, hvis gårdhusene skal renoveres helt nede fra soklen og op til taget.

Flere udtrykker stor begejstring for de nye huse. En af dem er pædagog Kathe Angersbach, der var afsted med sin datter Alberte på 15.

"Min datter og jeg var taget derovre, fordi vi er meget visuelle, vi ville gerne se huset indefra. En af prøveboligerne er vi virkelig faldet for," siger Kathe.

Hun glæder sig særligt til, at husene bliver bedre isoleret, fordi hende og datteren altid må gå i ”hyggesokker” derhjemme lige nu. Hun har nogle bekymringer omkring projektet.

"Jeg er lidt ambivalent. Når man ser husene, så tænker man, det er helt vildt. Men på den anden side, hvad stiger huslejen med?," siger hun.

Huslejestigninger er stadig usikre for afdelingen, fordi det endelige tilbud fra entreprenøren for renoveringen ikke er faldet på plads endnu. Derefter skal tilvalgskatalogerne med individuelle løsninger tilpasses i byggeudvalget.

 

Artiklen fortsætter under billedet...

Flere "åbent hus" på vej

De kommende gårdhuse kommer til blandt andet at få nye køkkener, ny rumfordeling og nye trægulve. Beboer Tonny Bodal glæder sig over, at der ingen dørtrin er i de nye huse. Han sidder i kørestol og ser frem til ombygningen. 

"Det er rigtig lækre huse, værelserne er måske lidt små, men det er rigtig flot lavet," siger Tonny efter at have været til åbent hus i weekenden 8.-9. december. 

Prøveboligerne er til for at vise mulighederne for renoveringen. Rumfordelingen er en del af prøvehusene og afviger fra den nuværende inddeling. 

Det forklarer formand for 4 Syd Lena Kujahn. 

"Hvorfor planløsningen med vores nuværende boliger ikke er et af prøvehusene, er jo fordi vi selv går i den til dagligt," siger hun.

Tonny Bodal deler bekymringen om huslejen med Kathe Angersbach. Generelt føler han, der stadig er mange ubesvarede spørgsmål.

"Det var svært at finde svar til åbent hus, ruminddelingen er ikke besluttet endnu, huslejen er stadig usikker," lyder nogle af hans bekymringer. 

Til åbent hus blev der vist ét hus med standardløsninger og et med et udvalg af tilvalg. Formanden mødte selv mange engagerede og spørgelystne beboere til åbent hus. 

"Vi påtænker at lave flere omgange med åbent hus, hvor plantegningerne kan gennemgås," skriver hun med henvisning til både indendørs og udendørs alternative løsning for renoveringen.

Få et overblik over, hvornår den endelige rumfordeling og huslejestigning kan fastlægges i faktaboksen nedenfor.

FAKTA: 

  • Standardløsningen for den éne type renovering er godkendt i byggeudvalget.
    • "Standardløsning" betyder, at ingen beboer har lavet tilvalg. Alle har mulighed for tilvalg og flere tilvalg er gratis, mens andre får en huslejekonsekvens. Individuel planløsning er for eksempel altid gratis.
  • Den anden type renovering er endnu ukendt ift. tilbud fra entreprenør. Derfor er standardløsninger i denne type hus stadig ukendt.  
    • Før den endelige pris skal tilbud hentes fra entreprenøren, der skal bygge gårdhusene.
    • Herefter skal standardløsningen fastslås i samarbejde med byggeudvalget.
    • Til sidst bliver tilvalgskataloget revideret.