En gang om året tager Bo-Vitas bestyrelse på studierejse i Danmark eller udlandet. I år gik turen til Bruxelles og var tilrettelagt i samarbejde med forvaltningen og ejendomsmestrene i Bo-Vita. Formålet med den fælles studierejse var at se og tale om udsatte boligområder samt at besøge Bruxelles-forstaden Molenbeek.

Molenbeeck har 100.000 indbyggere og er kendt som et af de absolut mest socialt belastede byområder i Europa. Bydelen er blevet internationalt kendt som arnested for terrorister, fordi det ene terrorangreb efter det andet er begået af mænd med tilknytning til Molenbeek.

Nørrebro og Molenbeek har fællestræk

Bruxelles-forstaden er interessant for Bo-Vita, fordi den på nogle punkter minder om Nørrebro i København. Molenbeeck og Nørrebro har det til fælles, at de har stor befolkningstæthed, der er en høj andel af indvandrere og efterkommere med muslimsk baggrund. Arbejdsløsheden er højere end på Nørrebro, men i områder som Mjølnerparken er den endnu højere på Nørrebro end i Molenbeeck.

Formålet med Bo-Vitas besøg i Molenbeck var at se og høre om de belgiske myndigheders tilgang til emner som integration, arbejdsløshed og kriminalitet – og også at dele erfaringer, få ny viden og inspiration til at løse de hjemlige udfordringer.

Programmet for turen omfattede et møde med Jacob Langvad, journalist i Bruxelles for DR og Information. Han holdt et inspirerende og oplysende oplæg, der fungerede som afsæt for det efterfølgende besøg i bydelen.

I Molenbeek blev Bo-Vitas delegation budt velkommen på rådhuset af Molenbeeks borgmester og andre repræsentanter for kommunen. Herefter var der en gåtur i kvarteret med Jacob Langvad og kommunens repræsentanter. På gåturen fik man set og talt om udsatte boligområder og hvilke tiltag der skal til for at løse problemerne.

Studierejse med godt udbytte

Under besøget i Bruxelles fik studieturens deltagere også tid til at se Europa Parlamentet og Plenar Salen, der har plads til 751 medlemmer af Europa Parlamentet. Plenar Salen bliver brugt til de vigtigste forhandlinger og har i årenes løb været rammen om mange historiske afstemninger.

-Det har været en god og udbytterig studierejse til Bruxelles. Vi fik set Molenbeek og det var interessant. Vi fik nogle forskellige værktøjer og input, som vi kan lade os inspirere af til det videre arbejde herhjemme. Og så bød studieturen også på godt fremtidsbyggende samvær, der styrker samarbejdet mellem bestyrelsen og de ansatte, konkluderer Bo-Vitas bestyrelsesformand Jan Hyttel.

Studieturen til den belgiske hovedstad Bruxelles fandt sted i dagene 26.-28. september.