BO-VEST: Lærlinge er en del af den sociale bæredygtighed
Kristian Overby, som står for lærlingeindsatsen på byggesager i BO-VEST, ser indsatsen som en nødvendig del af organisationens sociale bæredygtighed.
“Hvis vi også i fremtiden skal kunne renovere vores boligafdelinger, har vi brug for dygtige håndværkere. Derfor skal vi være med til at uddanne dem.”
BO-VEST hjælper entreprenørerne, allerede inden byg geriet går i gang. Opstartsmøder med lokale fagskoler og boligsociale medarbejdere skal åbne døren for lokal rekruttering og gøre det lettere at finde unge, der bor tæt på byggesagen.
“Det skaber både lokal forankring og bedre muligheder for de unge omkring os."
BO-VEST følger løbende op med lærlingeplaner og dialog med entreprenørerne for at sikre, at målene bliver nået.
At vokse i faget og i byen
Jesper står over for at tage det næste skridt mod livet som svend. Han glæder sig til mere ansvar og til at prøve kræfter i mindre firmaer for at få bredere erfaring. Men uanset hvor han ender, vil Blokland have en særlig plads.
“Jeg er vokset op i Albertslund. Jeg kommer til at gå forbi her om mange år og tænke: Her var jeg med. Det betyder noget, både fagligt og personligt.”
For Kristian Overby er det netop kernen i lærlingeindsatsen:
“Lærlinge er fremtidens hænder. Vi bygger ikke kun boliger – vi bygger også mennesker op. Det er en investering, der rækker langt ud over selve byggeriet.”