Har du planer om at foretage ændringer i din bolig, bliver vejen dertil nu kortere. BO-VEST har forenklet processen for råderetsansøgninger, så beboerne fremover henvender sig direkte til deres ejendomskontor – og ikke længere behøver at navigere i et ekstra led i sagsgangen.
Det er ejendomskontoret, der fremover vejleder, kvalificerer og godkender ansøgningen lokalt. Når sagen er færdigbehandlet, sender ejendomskontoret den videre til BO-VEST, hvor den bliver oprettet og journaliseret på lejemålet.
Klar til opgaven
Forandringen er mulig, fordi BO-VEST i februar gennemførte et tre dages uddannelses-forløb for ejendomsmestre, ejendomsledere, sekretærer og synsmedarbejdere – med en råderetsspecialist fra BL som underviser.
"Vores medarbejdere ude i områderne er nu godt klædt på til at rådgive og hjælpe beboerne direkte. Det giver en mere smidig oplevelse for beboeren og gør det nemmere at komme i gang med sin ansøgning," siger Jeppe Ulrich, Områdechef hos BO-VEST.
Den nye proces er trådt i kraft med det samme.