På lanceringen blev den nye praksisnære vejledning præsenteret sammen med konkrete eksempler fra fem boligafdelinger. Her blev det tydeligt, at arbejdet med grønne udeområder ikke kun handler om planter og anlæg, men i høj grad om at skabe deltagelse, relationer og ejerskab i hverdagen. Erfaringerne viser, at når beboere, drift og organisation arbejder tæt sammen, kan selv små tiltag sætte gang i nye fællesskaber og give udeområderne nyt liv.

“Det har været et meget konkret og brugbart forløb at være med i. Vi har fået fælles erfaringer på tværs af beboere og drift og set, hvordan små grønne greb faktisk kan samle folk og sætte gang i nye fællesskaber,” siger Vinie Hansen, formand i VA.

 

Gadekæret: Børnene åbner døren til naturen

I Gadekæret blev forløbet Børnenatur bygget op fra bunden med fokus på at skabe oplevelser i naturen for børn og deres familier. Området havde allerede et centralt samlingspunkt i søen, men der manglede organiserede aktiviteter.

Erfaringen var, at det krævede en opsøgende indsats at få børn og familier med. Først da aktiviteter blev koblet til eksisterende begivenheder og sociale rammer, begyndte deltagelsen at vokse. Kombinationen af natur, leg og fællesskab viste sig at være afgørende.

“Jeg har absolut ingen baggrund med naturprojekter. Jeg er faktisk ikke særlig god til krible-krable dyr og alt sådan noget. Men jeg synes alligevel, det er lidt spændende. Og så har jeg to børn, og det er nok min motivation for at være med – at jeg kan se, de synes, det er rigtig sjovt,” siger Maya, beboer i Gadekæret og medlem af Børnenaturudvalget.

4 Række: Fra konflikt til fælles mødested

I 4 Række tog projektet afsæt i en mangeårig konflikt om brugen af en fælles plads. I stedet for at forsøge at presse en løsning igennem blev processen åbnet, og naboerne blev aktivt inddraget – blandt andet gennem dør-til-dør dialog.

Det førte til udviklingen af et grønt mødested med ophold, beplantning og fælles funktioner, som flere kunne se sig selv i. Samtidig blev der arbejdet bevidst med at skabe en fælles fortælling om stedet.

“Formålet med denne her have er at skabe et sted i bebyggelsen, hvor vi kan mødes, alle os der bor her, på tværs af årgange og generationer og temperamenter. Ja, vi har lavet et sted, hvor vi kan se på naturen. Og hygge os,” siger Astrid, medlem af udeudvalget i 4 Række.

Banehegnet: Fællesskab på tværs af generationer

I Banehegnet var målet at skabe mere liv i udeområderne og samtidig styrke biodiversiteten. En beboerdrevet arbejdsgruppe arbejdede med at udvikle området omkring en petanquebane og koblede det med en udstilling om livet i afdelingen.

Det skabte nye forbindelser mellem beboere – både dem, der har boet der i mange år, og dem, der er flyttet til for nylig.

“Det har været godt som ny beboer at blive inviteret ind sammen med de gamle beboere, som har boet her i mange år. Jeg har lært meget om bebyggelsen og livet her i Banehegnet, som jeg jo slet ikke vidste noget om i forvejen. Og jeg føler mig faktisk mere tryg nu, fordi de andre har taget så godt imod mig. Jeg føler mig ikke så fremmed og udenfor,” siger Jette, ny beboer i Banehegnet og medlem af arbejdsgruppen.

Grønningen: Nye rammer for tryghed og ophold

I Grønningen blev der etableret en ny lund med frugttræer, bær og opholdsmuligheder. Formålet var både at styrke biodiversiteten og skabe et mere trygt uderum i et område, hvor fællesarealerne tidligere var præget af utryghed.

Ved at udvikle området som et sted, man har lyst til at opholde sig, er der skabt nye rammer for fællesskab og hverdagsliv.

Hyldespjældet: Grøn fornyelse som fælles proces

I Hyldespjældet blev en eksisterende høj reetableret med fokus på biodiversitet og æstetik. Samtidig blev processen brugt aktivt til at genopbygge dialogen mellem beboere efter en omfattende renovering.

Ved at inddrage naboer i konkrete valg om beplantning og udformning blev projektet forankret lokalt og skabte nyt engagement omkring udeområderne.

Erfaringer, der rækker videre

Med lanceringen af Ind i det grønne! er erfaringerne fra VA nu samlet i en vejledning, der kan bruges af boligorganisationer i hele landet. Fælles for de fem forløb er, at de viser, hvordan grønne tiltag får størst effekt, når de udvikles sammen med beboerne og tænkes ind i hverdagen fra start.

 

Vejledningen kan læses her:  ”Ind i det grønne!”

Film fra de forskellige afdelinger kan findes her: Link til film fra projektet