VA’s projekt ”Ind i det grønne!” arbejdede i fem afdelinger med projekter, der tænkte grønne og sociale aktiviteter sammen.

En af de fem afdelinger var Banehegnet, hvor der blev etableret en arbejdsgruppe på fem kvinder. De udarbejdede et projektforslag om pladsen foran deres vaskeri og beboerhus. Den ene del af forslaget gik ud på at oprette to større bede med planter, der styrker biodiversiteten. Den anden del af forslaget gik ud på at plante mange forskellige planter under større træer, så denne del af pladsen kom til at minde om en skovbund.

Udstilling om livet i Banehegnet igennem årene

I samtaler om, hvordan projektet i afdelingen skulle se ud, dukkede emnet ”livet i gamle dage” tit op som et tema. To i arbejdsgruppen havde boet i Banehegnet siden 1962, da afdelingen blev bygget, og de kunne fortælle mange spændende historier om et aktivt liv, hvor beboerne deltog meget i udformningen af de grønne områder. De grønne områder havde også forandret sig meget igennem tiden.

Arbejdsgruppen besluttede at arrangere en udstilling i deres vaskeri som en del af deres ”Ind i det grønne!” projekt. Udstillingen var en måde at række ud til andre beboere og starte en samtale om det liv, der er blevet levet i afdelingen. Der er mange andre beboere, der har boet der i rigtig mange år, men også en del tilflyttere.

Udstillingen blev til i samarbejdede med Lokalhistorisk Arkiv (under Kroppedal Museum) og bestod af fotos fra såvel arkivet som beboere. Den viste menneskene og afdelingen. Den viste også forandringerne af de grønne områder igennem tiden. Det var interessant at blive mindet om – og snakke om - på et tidspunkt, hvor afdelingens udearealer ikke havde forandret sig synderligt i en årrække, men nu stod overfor en forandring i form af pladsen.

Åbning af udstilling og påbegyndelse af planteprojekt

Samme dag, som udstillingen åbnede med en udendørs fejring, begyndte processen med at plante på pladsen udenfor vaskeriet. Pladsen blev forskønnet for de nuværende beboeres skyld, men samtidig var der en tanke på fremtiden. Fordi de næste generationer også skal have mulighed for at opleve en variation af planter og dyr. På den måde blev udstillingen en bro imellem minder fra fortiden og drømme om fremtiden.