BO-VEST tilbyder i efteråret et kursus for organisationsbestyrelsesmedlemmer og lokale byggeudvalg. Formålet er at styrke deltagernes forståelse af roller og ansvar i byggesager – og dermed sikre bedre samarbejde og mindre tvivl i byggeprocesserne. Tilbuddet er et konkret resultat af sidste efterårs tilfredshedsundersøgelse.
Bemærk, at de præcise datoer m.m. for kursets afholdelse forventes at blive meldt ud i august.
Fokus på læring, forståelse og samarbejde
Kurset giver indsigt i, hvordan byggeopgaver styres – fra første beslutning til sidste mursten. Deltagerne får en grundig introduktion til, hvem der gør hvad i en byggesag, og hvordan samarbejdet mellem bestyrelse, byggeudvalg og administration fungerer bedst muligt.
Kursusforløbet planlægges som en aften med 3-4 timers varighed og vil eventuelt blive delt over to dage. Tilbuddet er ses som en naturlig del af byggeafdelingen i BO-VESTs indsats for at styrke det gode samarbejde i byggesager.
Målgruppe og opfølgning
Tilbuddet gælder både nuværende og nytilkomne medlemmer af organisationsbestyrelser og byggeudvalg. Efter det første kursusforløb planlægges der to årlige opfølgningskurser, så nye medlemmer løbende kan blive klædt godt på til opgaven.
Bestyrelsen har anbefalet, at kurserne afholdes i efteråret 2025 – og administrationen er i gang med at fastlægge de endelige datoer og planlægge det præcise indhold.