Efterfølgende tog Vinie Hansen og Allan Werge hul på en debat om beboerdemokratiets rolle og betydning i den almene boligsektor i dag. Fokus i debatten var på kompetencefordelingen mellem afdelingsbestyrelserne og organisationsbestyrelserne. Spørgsmålet, der var til debat, var om den i sin nuværende form fungerer hensigtsmæssigt, når man ser på udviklingen bredt set i den almene sektor. Deltagerne blev aktivt inddraget ved at svare på spørgsmål ved hjælp af grønne og røde skilte, som markerede, om de var enige eller uenige i de stillede udsagn fra de to debattører. Deltagerne blev blandt andet spurgt, om de mente, der bør ske en ændring i fordelingen af kompetence mellem beboermødet og organisationsbestyrelsen. Med de røde kort højt hævet markerede salen enstemmigt et rungende nej.
Hvordan går det med beboerdemokratiet?
”Undersøgelser viser, at engagementet i beboerdemokratiet er faldende. Samtidig ses der generelt en stigning i frivillighed i Danmark, hvilket gør det interessant, at denne udvikling ikke afspejles i det beboerdemokratiske arbejde.” Sådan indledte Dorte Hjerrild, afdelingsleder i BL, sit oplæg. Dorte pegede på en række faktorer, der kan forklare, hvorfor nogle vælger ikke at deltage i det formelle demokrati i afdelingsbestyrelserne. Årsagerne omfatter bl.a. at en del beboere primært interesserer sig for enkeltsager, at tilliden til de demokratiske institutioner for nogle er svækket, samt at der generelt mangler viden om de indflydelsesmuligheder, beboerdemokratiet tilbyder.
”Det er også en lang række motivationsfaktorer, vi kan pege på”, fortalte Dorte. ”For eksempel, at man kan få lov at arbejde med sager, man har et personligt engagement i. At man føler sig velkommen til møderne og at fællesskabet omkring møderne opleves som både meningsfuldt og inspirerende”.