Alle kender højhusene i Brøndby Strand. I 50 år har de stået som vartegn for området med deres synlighed selv mange kilometer væk. Men et efter et er en håndfuld af de ikoniske højhuse forsvundet. Datidens byggemetoder muliggjorde desværre ikke at renovere de højhuse, der nu er revet ned.

For Karin Engraf, der er mangeårig aktiv deltager i lokalsamfundet og i Tranemosegård generelt, var nedrivningen af den markante arkitektur mere end bare tabet af bygninger; det var en afsked med et vartegn, et symbol på områdets karakter og historie.

"Det var en tom følelse," deler Karin, der både har boet i Brøndby Strand i 1972-1978 og igen siden 1995 til i dag. "Højhusene var jo et vartegn på vores område. De var synlige, de var karakteristiske, og pludselig forsvandt de et efter et."

Det tog hårdt på mange

Nedrivningen af højhusene, var ikke bare en fysisk forandring i landskabet, men også en social udfordring for mange af områdets beboere. "Mange blev jo reelt tvangsflyttet og endda til helt andre dele af København og Storkøbenhavn," forklarer Karin. "Det var hårdt for mange ældre beboere, der mistede det netværk, de havde bygget op gennem årene. Lokale netværk er vigtige herude, og de kan ikke bare genskabes."

Tranemosegård har været et centralt omdrejningspunkt under forandringen af området. "Vi hjalp med flytning og genhusning," siger hun og fortsætter: "Det var vigtigt for os, at vi gjorde alt for at bevare de lokale netværk, selvom mange blev ramt hårdt af forandringerne. Det var bestemt ikke sjovt at se, hvor hårdt det tog på nogen at skulle væk herfra."

Nu ser vi frem til renoveringen

Nu står de resterende syv højhuse og de mange tæt-lave etagehuse, som Karin selv bor i, over for en omfattende renovering. Karin ser frem til forvandlingen: "Det bliver fantastisk med de nye udsigter over Køge Bugt og de opgraderinger, vi alle sammen får i vores boliger. Renoveringen vil gøre boligerne meget moderne og samtidig med at vi sparer på varmen,” siger hun. Renoveringen af højhusene forventes at begynde i 2025, mens etageboligerne nok først går i gang i 2028 eller 2029.

"Vi glæder os helt vanvittigt" siger Karin med optimisme. "Renoveringen vil give os et bedre sted at bo, mere lys, bedre boliger med nye køkkener, badeværelser og nye gulve. Selvom det er en forandring, så ser vi frem til det."

For Karin Engraf og mange andre beboere i Brøndby Strand er nedrivningen af højhusene og den forestående renovering et skift, der markerer en overgang til et nyt Brøndby Strand. Men det er også en påmindelse om, hvor vigtigt lokale fællesskaber og netværk er. ”Vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan i Tranemosegård for at støtte det gode sammenhold og folks netværk”, slutter Karin af.