VA valgte at fejre jubilæumsåret ved at give afdelingerne en gave i form af konsulentbistand til hvordan man kan få mere biodiversitet og natur i sin boligafdeling. Det blev vist frem d. 25. juni, på VA’s jubilæumsdag, hvor en række af afdelingerne inviterede til rundtur for at vise frem, hvordan de arbejder med udearealer, fællesskab og biodiversitet.

Dagen startede i 4 Række, der har anlagt mange smukke bede med vilde blomster i forbindelse med de nyanlagte legegader. Herefter gik turen til Hyldespjældet, der arbejder på at blive en ”Verdensmålsafdeling”. Om eftermiddagen bød 4 Syd indenfor i en af de nyrenoverede boliger og viste deres ”vilde” udearealer frem. Dagen sluttede med rundvisninger i Kanalens Kvarter og Gadekæret, hvor bierne summede om kap i de farvestrålende plantekummer.

Om aftenen var afdelingsbestyrelserne inviteret til en middag på Restaurant Krabben. Både vejr og stemning var helt i top. Der blev sunget populære sange fra VA’s første årtier og både formand Vinie Hansen og forhenværende formand, Henning Bjerre holdt tale. Vinie Hansen fremhævede i sin tale den helt særlige VA-ånd, der kendetegner boligforeningen. VA har altid været lidt mere fremme i skoene end andre boligforeninger, både med hensyn til beboerdemokrati og byggeskik.

Fejringen af jubilæet bød også på et foredrag med Hans Thiil, der har skrevet en bog om sin bedstefar, Hans Nielsen. Hans Nielsen var blandt VA’s stiftere og formand for foreningen gennem de første 20 år.

I forbindelse med jubilæumsåret har VA udgivet et jubilæumsskrift. Se jubilæumsskriftet: 75 års jubilæum her.