”De mødre, der kommer i babygruppen ville nok aldrig været mødt op i de almindelig mødregrupper. I babygruppen mødes man på neutral grund, og der er fagprofessionelle med hele tiden. For mange kan det være grænseoverskridende at invitere fremmed hjem. I den almindelige mødregruppe kan det også være svært at blive inkluderet, hvis man ikke snakker så meget dansk,” siger sundhedsplejerske Anne-Mette Lerche Ramsgaard fra Albertslund Kommune.

Gyhane på 32 år fra Marokko og 28-årige Anka fra Rumænien er i hvert fald meget begejstrede for babygruppen.

Som Gyhane siger: Når man savner sin mor, kan man få hjælp i babygruppen. Og så er babygruppen et alletiders sted at øve danske gloser. Mange af de kvinder, der kommer i babygruppen, har ikkevestlig baggrund og har ikke været så mange år i Danmark. Babygruppen er med andre ord også et oplagt sted at få nye venner.

Hvad laver man i babygruppen?

Nogle gange mødes mødrene som i en traditionel mødregruppe med mad, kaffe og snakke om, hvordan det er at være mor. Andre gange er der temaer, for eksempel fordelingen af mælkemåltider og mos, opstart i vuggestue, motorik og børns tænder. Og andre gange igen er der arrangeret ture i svømmehallen, på biblioteket eller legepladser for at vise mulighederne i lokalområdet.

Alle er velkomne

Kender du nogle, eller vil du selv gerne være med, skal du være så velkommen. Babygruppen er for alle mødre bosiddende i Albertslund Kommune. Har du spørgsmål eller vil du være med, kan du ringe til Louise Østergaard Andersen fra Albertslund Boligsocial Center på telefon 60 35 46 35.

Hvor og hvornår?
Alle tirsdage kl. 10 – 11.30 (dog ikke i skolernes ferie)
Børnehuset Lindegården
Hedemarksvej 18-22
2620 Albertslund

Babygruppen er et gratis tilbud til mødre i Albertslund kommune og er et samarbejde mellem sundhedsplejen, dagtilbud og det boligsociale (ABC)