”Jeg tror bare, at os, der har små børn må acceptere, at vi giver den gas på et andet tidspunkt.”

Sådan lyder det fra udviklingskonsulent i BO-VEST, Sidsel Sakse Bennetsen. Sammen med manden Frederik og datteren Vibe, bor hun i en treværelses lejlighed på Nørrebro. En lejlighed, der nu, på grund af situationen med corona, både er hjem, vuggestue og kontor på en gang. Daginstitutionerne er begyndt at åbne, og Vibe skal i vuggestue igen. Men i den måned der er gået med pasning og arbejde i hjemmet har de to skabt en struktur, der gør at begge har kunnet arbejde, men at der også bliver masser af plads til Vibe. 

Deler dagen op stringent

Både Sidsel og hendes mand Frederik arbejder hjemme i denne tid, samtidig med at Vibe skal passes hjemme. Og det har været svært for alle parter. Men de to har, i samarbejde med Sidsels nærmeste leder i BO-VEST og Frederiks arbejdsplads hos Vækstfonden, haft lavet nogle rammer for, hvordan en dag hos dem kan forløbe. ”Vi deler dagen op meget stringent. Jeg arbejder effektivt i 4-5 timer, og så kobler jeg af, når jeg er sammen med Vibe,” siger Sidsel, der fortæller at hun har markeret i kalenderen i de timer, hun ser efter Vibe.

”Jeg skal lige tale med en kollega”

Tilstedeværelsen med hendes datter er vigtig for Sidsel, og derfor kobler hun så meget som muligt af fra arbejdet, når hun er sammen med Vibe, så det ikke kun bliver ren skærm og telefonsamtaler.

”Vibe kopierer jo alt vi gør. Hun render rundt med sin telefon hele tiden og siger ’jeg skal lige tale med en kollega’. Så jeg prøver at sige til mig selv, jeg ikke skal være på hele tiden.”

Forståelse og støtte

Sidsel er bevidst om, at deres måde at strukturere dagen på, kun er en succes, fordi der er forståelse og støtte fra både BO-VEST og Frederiks arbejdsplads.

”Der har været masser af forståelse og støtte. Det gør alverden for os,” siger Sidsel, der nu ser frem til at få Vibe passet i vuggestuen igen. Og så er det Sidsels tur til at give den gas med arbejdsopgaverne.