Samfundet kører på vågeblus i disse dage. Myndighedernes indsats for at stoppe spredningen af corona-smitte, betyder ikke bare hjemmearbejdsdage og udsolgt håndsprit. Mange erhvervsdrivende mærker også krisen økonomisk.

Derfor fremrykker boligorganisationerne i BO-VEST nu betalinger for 30 millioner kroner. 

Økonomichef Rasmus Nielsen udtaler: ”Vi tager vores samfundsansvar meget alvorligt i BO-VEST. Udover, at vi selvfølgelig arbejder hjemme så vidt muligt, og gør alt hvad vi kan for at støtte op om myndighedernes indsats mod coronavirus, kan vi på denne måde også være med til at afbøde de økonomiske konsekvenser af krisen.”

”Vi passer på beboernes penge, og derfor har vi normalt en ret lang betalingsfrist. Men i den aktuelle situation, er det meget længe at vente på pengene for vores leverandører. Derfor fremrykker vi lige her og nu betalingen af 30 millioner kroner. Det er selvfølgelig et beskedent bidrag i det store billede, men det er vigtigt for os at bidrage hvor vi kan.”

BO-VEST har normalt en lang betalingsfrist på +30 dage. Men den bliver nu suspenderet for en tid. Udover fremrykningen af betalingen af de 30 millioner kroner lige her og nu, fortsætter den hurtige betaling af fakturaer indtil udgangen af april, hvor alle regninger vil blive betalt hurtigst muligt.