Endelig kunne jeg indrette mit eget hus

En grå tirsdag står regnen ned over Albertslunds kridhvide rækkehuse med de flade grønne plæner. På trods af de grå skyer, så stråler de røde glaspartier, der skærmer hoveddøren lidt over til naboen. 

På husnummeret er der et billede af en okse. Her bor Astrid og Ivan Hansen, i oksens kvarter i Albertslund. Her har de boet siden 1973. 

"Vi følte jo, vi havde fået et slot. Vi kom fra en lejlighed på 43 kvadratmeter, og vi havde ingen møbler," fortæller Astrid Hansen. 

Ivan arbejdede på den store virksomhed FDB lidt længere nede af gaden, og Astrid gik hjemme med deres to børn. 

Artiklen fortsætter under billedet...

Pengene var små dengang, og de måtte skaffe sig møbler lidt efter lidt.

"Huset var vedligeholdt, haven var pæn og her var malet, så det passede os godt at flytte ind her," fortæller hun.

Ivan husker også den første tid i rækkehuset. Han var fast besluttet på, at naboerne skulle lære hinanden at kende. 

"Det var dengang, vi kaldte hinanden ved efternavn, Hansen og Andersen. Når jeg så dem i forhaverne, så satte jeg mig og snakkede," fortæller han. 

Men rækkehusene er bygget i 1964, så naturligvis blev de slidte. For ti år siden begyndte renoveringen af hele Albertslund Syd under projektet Masterplan Syd. I 2015 kom tiden til Astrid og Ivans rækkehus.

Artiklen fortsætter under billedet...

En hård genhusning

Renoveringen betød, at alt blev skraldet ud af det lille rækkehus på 98 kvadratmeter – vægge, gulve, lofter og vinduer. Alle deres ting skulle pakkes ned, og parret, hvis børn nu er voksne, skulle flytte midlertidigt i et ét-planshus i en anden boligafdeling i Albertslund, mens renoveringen var i gang.

"Jeg tænkte, det blev 'piece of cake', men jeg endte faktisk med nærmest at ryge ned i et hul," fortæller Astrid. 

Det var de tomme huse, savnet til de store vinduer i deres rækkehus og de gamle naboer, som påvirkede Astrid. 

"Lys betyder så meget for mig," siger hun. 

"Vi gik hver søndag eftermiddag over til byggepladsen, så vi kunne følge med," fortæller Astrid Hansen. 

Renoveringen gav mulighed for nogle ændringer i huset. 

"Vi sætter meget mere pris på vores nye rækkehus, fordi vi selv har bestemt, hvordan det skulle være."

Artiklen fortsætter under billedet...

"Her er min kongeplads"

Lyset, som Astrid savnede, er kommet mange gange igen efter renoveringen. Over trappen er der blevet sat et stort ovenlysvindue i. På første sal, hvor der før var en skabsvæg, er der kommet et aflangt vindue, så der nu er en arbejdsplads med udsigt.

"Det er her, jeg sidder, det er min kongeplads," siger Astrid.

Hun har været aktiv i beboerdemokratiet siden før de boede i rækkehuset, dengang parret boede i afdelingen Banehegnet på den anden side af Albertslund station. Både i organisationsbestyrelsen i Vridsløselille Andelsboligforening, i afdelingen 4 Række og i aktivitetsudvalget har Astrid opgaver. Det bliver til en del arbejde på det lille nye kontor.

"Mine børn er så misundelige på min arbejdsplads. De siger, 'vi skulle lave lektier der', men sådan en plads havde vi ikke dengang, der sad de faktisk ved køkkenborden," siger Astrid med et smil.

Bordpladen til Astrids skrivebord blev monteret af en snedker, så den passede i størrelsen til den smalle gang.

Artiklen fortsætter under billedet...

"Jeg flytter aldrig"

Det nye hus skulle indrettes ordentligt. Astrid ønskede sig en ny sofa, og Ivan var glad for den gamle. 

"Det var min drøm at få lov til at indrette huset. Dengang vi flyttede ind, havde vi ikke midlerne, men renoveringen gav mig mulighed for at få lov til at indrette mit eget hus," fortæller Astrid.

Parret fik hjælp af en indretningsarkitekt, og de fandt plads til både den nye og den gamle sofa. 

"Man siger altid, hvem er manden bedste ven på fire ben. Sofaen, det er min bedste ven," griner Ivan. 

Astrid fandt plads til både en ny sofa, lidt møbler fra det gamle rækkehus. Hun flyttede bøgerne ned fra første salen og ind i stuen. 

"Det var arkitektens idé, men jeg er så glad for den bogreol, det er rigtig hyggeligt," mener hun. 

Astrid og Ivan har boet i huset i fire år nu, og her bliver de.

"Jeg havde nogle gange tænkt, at vi skulle i et ét-planshus, men jeg er så glad for at have en første sal, især med de nye vinduer. Jeg flytter aldrig," siger Astrid.