177 gange har Lasse Troelsen og hans to kolleger i Signalhuset taget imod ny beboere. Altså i løbet af de sidste seks uger. For Bo-Vita-afdelingen i Ørestad er studieboliger, endda med mange internationale studerende, så ved semesterstart i september og februar er der altid travlt, meget travlt.

“Rekorden er, at vi 1. februar i år havde 58 indflytninger på en dag,” siger Lasse Troelsen på en dag, der byder på flere fremvisninger af boliger til unge, der skal flytte ind om lidt. Blandt andet til australske Melissa del Rio, der netop er flyttet hertil for at læse Business Development på CBS.

"De gnavne gamle mænd"

“Hvad gør jeg, hvis noget går i stykker i lejligheden?” Vil Melissa del Rio vide, da Lasse Troelsen viser hende hendes nye bolig.

“Så kommer du ned til de gnavne gamle mænd hernede,” svarer Lasse Troelsen.

Lasse og hans kolleger er ikke kun effektive, når den ene beboer efter den anden flytter ind - og ud igen. De er også vellidte blandt beboerne, selvom beboerkredsen er unge og oftest kun bor der kort tid, inden de er videre til næste bolig - eller inden de rejser hjem til deres hjemland.

Væggene på det lille ejendomskontor er prydet af breve fra tidligere beboere, der takker for en god tid i boligafdelingen, og for den hjælp de har fået.

"Det ser man ikke ret mange andre steder," siger Lasse Troelsen.

De studerende, der bor i boligerne, kommer fra hele verden. Og med forskellige nationaliteter og kulturer kommer forskellige måder, personalet skal gå til beboerne på. I en lejlighed boede for eksempel fire kinesiske kvinder, der viste sig aldrig at have lært at gøre rent. 

“Så måtte vi se, om vi kunne hjælpe dem med at finde videoer på Youtube, der viser, hvordan man gør rent,” siger Lasse Troelsen.

 

Se dem i øjnene

Men hvordan gør de tre ansatte i Signalhuset, når den står på 58 indflytninger på en dag? Lasse Troelsen viser kalenderen fra 1. februar i år frem og forklarer, hvordan de kunne få det hele til at hænge sammen. Én stod i døren og tog imod. De tog andre tog de studerende rundt i grupper af tre ad gangen, ikke flere, for man skal kunne se dem ordentligt i øjnene, fremhæver Lasse Troelsen.

"Hvis vi ikke får en ordentlig kontakt med dem der, så kommer der bare mange spørgsmål senere," siger han.

Derudover kræver den del af jobbet, at man er flydende på engelsk. 

"Efter sådan en periode her, har jeg næsten helt glemt, hvordan jeg laver en fremvisning på dansk," siger Lasse Troelsen.

Lige nu er det Melissa del Rio, der er klar til at flytte ind og med glæde kigger på det lyse værelse, hun om lidt skal bo i.

"Det bedste ved mit arbejde, det er sgu, når jeg ser udtrykket i deres øjne når det går op for dem, at de skal bo her," siger Lasse Troelsen, og gør klar til dagens næste fremvisning.