Affald skal efterhånden sorteres i syv forskellige skraldespande - pap, papir, glas, metal, plastik, madaffald og restaffald. For at hjælpe københavnerne på vej, kan borgerne få 400 kr. i tilskud til de bokse og stativer, der skal til for at klare opgaven.

Det er også muligt at søge om tilskud som boligforening eller organisation. Det skriver Københavns Kommune på deres hjemmeside.

"Dette giver mindre administration for både dig, dine naboer og kommunen. Det er også en mulighed for dig, der vil gøre en ekstra indsats og hjælpe dine naboer med at komme i gang med sorteringen," skriver de.

Brøndby, Greve og Albertslund Kommune er uden for den samme ordning. Men derfor er der stadig meget boligorganisationer selv kan gøre for få penge, forklarer miljøkonsulent Helene Eskildsen fra Albertslund Agendacenter.

"Det kan gøres superbilligt, du skal kun købe et trådstativ og en plastikkurv, og biospanden får du gratis af kommunen," siger Helene Eskildsen.

Hun har hjulpet husstande i hele Albertslund med indendørs affaldssortering og indrettet affaldssystemer i køkkener i flere af de nyistandsatte boligområder i kommunen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Billige tips til sortering

Selv om miljøkonsulenten er tilhænger af det gode tilbud og 400 kr. i tilskud, så understreger hun, at er det vigtig, at boligorganisationerne søger vejledning, før de ansøger.

"Det er vigtigt ikke at købe ét bestemt system til hele boligområdet, fordi det er måske kun en tredjedel, der kan bruge det. Så risikerer de at brænde inde med flere 100 sorteringssystemer, der ikke passer," forklarer hun.

Miljøkonsulenten har været med til at rådgive om indretning af affaldssortering i hundredvis af køkkener i Albertslund. Hendes råd til boligorganisationerne er at indrette enkelte køkkener først.

"Som regel er der 3-4 forskellige slags køkkener i ét boligområde, i stedet for at købe et samlet system, så køb enkelte ting, der går igen."

Se flere af Helenes Eskildsens tips til højre i artiklen.

 

Gratis spande

Et andet gratis tip er placeringen af affaldssorteringen. For at sortering skal slå igennem, skal det være nemt og fylde mindst muligt.

"Det er vigtigt, at det er under vasken – her er skraldespanden i forvejen, og her er vi vant til at smide affald ud, så det skal brugerne også kunne fremadrettet," forklarer hun.

Efterhånden har den grønne ”biospand” til madaffald gjort indtog i de fleste køkkener. Den er gratis for alle, og poserne til spanden bestiller borgere også gratis på kommunens hjemmeside.

I Albertslund Kommune kan borgerne også få en såkaldt "minimizer" gratis.

"Den er lille og kan stå på køkkenbordet, så den er lige ved hånden,” siger Helene Eskildsen.

Det er en spand til blødt plast fra for eksempel det som frugt og grønt er pakket ind i. Spanden får plasten til at fylde mindre, og de normale fire liters fryseposer passer i.