”Jeg gik helt død i de karakterer og fik af vide, at jeg ikke duede til noget. Jeg er ikke særlig god bogligt, og selvom jeg prøvede og prøvede, gik det bare ikke. Men jeg kan arbejde med hænderne, og jeg er dygtig til det. Vi har fået hænderne for at bruge dem, så lad os da gøre det også,” påpegede 22-årige Benjamin Saaby-Nielsen i et oplæg, da Greve Nord Projektet afholdte sin årlige Bydelskonference.

Kunne være endt i kriminalitet

Benjamin Saaby-Nielsen er en af de unge, der har haft svært ved at gennemføre en uddannelse, men nu har han vendt kurven, og om få måneder bliver han uddannet ejendomservicemedhjælper fra Produktionsskolen i Greve. ”Jeg var heldig, at der var nogen, der hjalp mig og fik mig sporet ind på en uddannelse, hvor jeg kan bruge mine evner, og hvor jeg er virkelig glad for at være. Det har gjort alverdens forskel for mig, at jeg fik den hjælp, for ellers var jeg sikkert endt i kriminalitet. Man skal blive bedre til at vise de unge de alternative uddannelsesmuligheder i stedet for at få dem til at føle sig dumme, fordi de ikke er boglige,” forklarede Benjamin Saaby Nielsen, der har taget størstedelen af sin uddannelse i praktik på ejendomskontoret i Gersagerparken.

Konference styrker samarbejdet

”I Greve Nord Projektet er en af vores vigtigste roller at facilitere samarbejder mellem mange forskellige parter. Vi ved, at det der for alvor rykker unge, er, når vi koordinerer indsatsen, så den er sammenhængende og går hele vejen rundt om vedkommende,” siger Majken Rhod Larsen, der er sekretariatsleder i helhedsplanen Greve Nord Projektet. Den fælles og koordinerede indsats var netop også den, der blev lagt an til under Bydelskonference. Deltagerne konferencen var byrådspolitikere, fagpersonale der arbejder med unge og uddannelse og beboere. Alle var de mødt op, fordi de er enige i, at det er en vigtig, fælles indsats, der skal gøres. ”Konferencen giver mulighed for at samle input og viden fra forskellige områder, og det er jo altid en god idé. Det er vigtigt at vores unge kommer godt i gang med tilværelsen. Her spiller uddannelse en nøglerolle, så det handler om at finde ud af, hvordan vi i samarbejde får de unge i gang med en uddannelse og fastholder dem," siger Morten Dahlin, der er formand for Greve Kommunes Integrations-, Beskæftigelses- og Ungdomsudvalg.

Vil tale med de unge om mulighederne

Konferencen bestod både af inspirerende oplæg og workshop, hvor deltagerne på tværs af fag og baggrund kunne udveksle erfaringer og finde nye samarbejdsmuligheder. ”Jeg er rigtigt glad for, at der er så stor opbakning og velvilje til at samarbejde for områdets unge. Vi mangler allerede nu faglærte og vil komme til at mangle endnu flere fremover. Alt for få ved hvor gode udviklingsmuligheder der er for den enkelte i at tage en erhvervsuddannelse. I starten af efteråret vil vi i Greve Nord Projektet bl.a. holde en række temaaftener, hvor vi taler med både de unge og forældrene om de mange uddannelsesmuligheder og derved hjælpe forældrene med at støtte op om deres unges uddannelsesvalg, siger Majken Rhod Larsen.