En pengegave på 13.275 kr. er på vej til foreningen i Brøndby Strand, Børnenes Rejsebureau. Formand for organisationen Tranemosegård Dorthe Larsen frabad sig i november gaver til sin 70 års fødselsdag. I stedet var venner, familie og bekendtskaber fra foreningslivet inviteret til at give en donation til den velgørende forening.

Foreningen Børnenes Rejsebureau har til formål at skaffe midler til ture for Brøndby Strands børn og unge. De sender hvert år børn afsted på for eksempel fisketure, sommerkoloni og til Legoland.

Formand Christina Grønkjær Jensen er rigtig glad for pengegaven.

"Det er helt utroligt flot. Mange af os, der har været deltagere på kolonien, har for eksempel et helt særligt sammenhold, vi er både tyrkere, grønlændere, danskere og mange andre, og vi ses i gårdene og hjemme hos hinanden. Nogle deltagere fra kolonien har jeg kendt, siden de var 10 år, og vi ses stadig. Men det allervigtigste for mig er, at børnene faktisk har fået et kanon fællesskab," siger Christina.

For Dorthe Larsen var det vigtigt, at pengene gik til en forening, hvor det kunne mærkes.

”Jeg har tidligere fået meget vin, når jeg har holdt fødselsdag, og det var jeg ikke interesseret i at få igen. Så jeg kiggede rundt lokalt for at se, hvor pengene kunne gøre en forskel. Hos en af de store organisationer ville de ikke kunne mærkes, men hos Børnenes Rejsebureau ville de virkelig gøre en forskel,” siger Dorthe Larsen om de 13.200 kr., som nu kommer børn og unge i Brøndby Strand til gode.

 

Artiklen fortsætter under billedet...

Hygge og lækker mad

Pengene er tiltrængt hos Børnenes Rejsebureau, og donationen fra Dorthe Larsen ved formanden allerede, hvad skal bruges til.

"Pengene skal bruges på nogle arrangementer, der skal invitere nye frivillige ind i foreningen i det nye år. Arrangementerne skal være for børn og familier, der har deltaget i Børnenes Rejsebureaus aktiviteter og for nye frivillige. Til arrangementet vil vi hygge os og spise noget lækker mad, hvor tidligere deltagere og frivillige fortæller om, hvad Børnenes Rejsebureau har lavet og betydet for dem, og hvad man kan som frivillig."

Ud over hygge skal arrangementet også tiltrække nye kræfter til foreningen.

"Hvis Børnenes Rejsebureau skal overleve, har vi brug for flere kræfter til vores arbejde. Børnenes Rejsebureau mangler frivillige. Det er rigtig vigtigt, at vi er flere beboere, der står for den opgave, det er at skabe gode oplevelser for ALLE børn og deres familier, og at der bliver et godt sammenhold blandt beboere," siger Christina Grønkjær Jensen.