Tranehaven og Moserne er ens i byggestilen og ligger tæt på hinanden. Men de har to vidt forskellige kulturer og historier, og på trods af placeringen på hver sin side af Park Allé i Brøndbyvester, har der aldrig rigtigt været samarbejde. Indtil nu.
Samarbejde det kommende år
Fra årsskiftet har de to afdelinger skrevet under på at samarbejde i et år. Samarbejdet består af, at de to afdelinger nu skal dele ejendomsmester, i stedet for at hver afdeling er sin egen enhed, med eget personale og egen ejendomsmester. Og så er der blevet etableret et samarbejdsudvalg bestående af to fra hver afdelingsbestyrelse: Leon og Lars fra Moserne, Ina og Lene fra Tranehaven. De skal være beboernes repræsentanter i at sikre, at den nye måde at arbejde på, foregår til beboernes bedste.
Vi skal passe på beboernes huslejekroner
De to afdelinger blev præsenteret for ideen i november, da det passede med, at ejendomsmesteren i Tranehaven stoppede. Samtidig skal afdelingerne, ligesom de andre afdelinger i BO-VEST, effektivisere de næste par år, for at passe på beboernes huslejekroner.
”Vi tænkte ’fedt!’” siger Leon Rye.
”Jeg var skeptisk,” indrømmer Ina Thanning.
Ina Thannings skepsis drejede sig især om, hvad beboerne i afdelingen ville sige til skiftet. “Men når vi nu kan opnå en besparelse, tror jeg det vil være OK med beboerne. Vi må se, hvordan det går i prøveperioden,” siger Ina Thanning.
Besparelser på en halv årsløn
Og det er en besparelse, der er til at føle på. Når de to afdelinger i år deler ejendomsmester, betyder det at hver afdeling sparer en halv årsløn.
”Det er et godt tidspunkt, for beboerne bliver ramt økonomisk nu med vores renovering af tagene. Når vi laver sådan en besparelse, betyder det, at huslejestigningen grundet renoveringen kan blive knapt så høj,” siger Lene Jensen.