I Folkebladet kunne man d. 15. august læse, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration samlet har valgt at bevilge en mio. kroner til København, Helsingør og Brøndby Kommune. Pengene skal gå til at forebygge radikalisering og rekruttering til ekstremistiske miljøer i kommunernes udsatte boligområder.

Ser frem til et samarbejde på tværs

Fra Brøndby Kommunes side ser man med glæde frem til blandt andet at kunne styrke samarbejdet på tværs af sektorerne – ikke mindst til de boligsociale indsatser. Målet er at øge videndelingen og udviklingen af konkrete redskaber til bekæmpelsen af radikalisering.

I Brøndby Strand er man glad for støtten og ser frem til at kunne styrke et allerede tæt samarbejde med kommunen.

Formand for T13 og talsmand for De9, Hugo Thuge, udtaler om støtten:

”Nu er vi heldigvis ikke i en situation, hvor vi er overrendte af ekstremistiske grupperinger. Men måske netop derfor er det jo særligt vigtigt at arbejde indgående med det tidlige og forebyggende arbejde, så vi forhåbentlig aldrig ender med, at Brøndby Strand bliver et arnested for radikalisering. Derfor sætter vi også stor pris på støtten og den tillid der er til, at vi med vores boligsociale indsatser fortsat kan udrette synlige resultater.”    

Separator icon