Onsdag d. 21. juni var omkring 170 beboere samlet til beboermøde om renoveringen af Albertslunds gårdhuse.

Ny renovering afprøves

Første etape af den omfattende renovering af Albertslunds gårdhuse er næsten afsluttet i Albertslund Boligselskabs afdeling AB Syd. Renoveringen har dog været dyrere end forventet.

”Når prisen for traditionel renovering er steget så meget, som vi har oplevet det i Albertslund Syd, så er der god grund til at afprøve andre renoveringsmetoder”, oplyser BO-VESTs direktør Ulrik Brock Hoffmeyer.

Derfor har beboerne i Vridsløselille Andelsboligforenings to afdelinger VA 4Syd og VA 4Nord godkendt, at den nye renoveringsmetode afprøves, og at der indhentes pris på både den traditionelle renovering og den nye mere omfattende renoveringsmetode.

Separator icon

Mere hus for pengene

Med den nye renoveringsmetode får gårdhusene også skiftet tag, facade, skur og carport, som den traditionelle renovering ikke dækker i dag. Men den nye renoveringsmetode vil være dyrere end den traditionelle renovering.

”Hvor meget dyrere ved vi ikke med sikkerhed endnu, da der også er forhold ved den nye renoveringsmetode, som bidrager positivt til huslejen. For eksempel kan både lavere varmeforbrug og lavere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger være med til at holde huslejen i ro i en længere periode”, forklarer Ulrik.

Prøvehuse og nybyggeri

De to VA afdelinger vil i første omgang opføre et prøvehus efter den nye renoveringsmetode i hver afdeling samtidig med at der udarbejdes priser. På den måde vil det både være muligt at sammenligne resultat og pris. Afdelingen venter med at vælge mellem de to typer renovering til, de kender de faktiske priser samt huslejekonsekvensen for hver af de to renoveringsmetoder.

I forbindelse med huslejestigningerne forbundet med renoveringerne, så igangsætter BO-VEST en undersøgelse af, om der er beboere i afdelingerne, som af økonomiske årsager, har brug for en billigere bolig. Derfor er man også i gang med at undersøge, om man samtidig med renoveringerne kan opføre nye mindre boliger til en billig husleje.