Om et år står otte gårdhuse i AB Syd klar som boliger til unge med behov for ’bo-træning’. Her skal unge på skift bo og lære at tage hånd om et hjem, mens kommunalt ansatte giver dem hjælp og opbakning i det daglige.

De mange fremmødte på AB’s repræsentantskabsmøde mandag aften var da også udelukkende positive overfor forslaget, der blev fremlagt af Lars Vind, projektleder i byggeafdelingen i BO-VEST. 
Dermed stiller AB sig i spidsen for en indsats i samarbejde med Albertslund Kommune, der skal give de unge en bedre mulighed for at skabe en tilværelse på egen hånd.

Må man male en nyrenoveret bolig?

Tidligere på aftenen havde deltagerne diskuteret, hvorvidt man kan anvende B-ordningen til at male en nyrenoveret bolig. Det var dog ikke noget, der kunne træffes beslutning om, da emnet blev rejst under bestyrelsens beretning.

Separator icon

Valg på valg

Aftenen sluttede med en serie af valg. Formand Kirsten Mogensen var ikke selv på valg, men det var næstformand Hans Holm (Miravænget), og han fik en modkandidat da bestyrelsesmedlem Frank Aagaard også stillede op til næstformandsposten – og vandt den med stemmerne 23-17.

Valgene fortsatte, da der efterfølgende skulle findes fire bestyrelsesmedlemmer. Der var ganske vist kun fire kandidater, men da den med færrest stemmer kun ville blive valgt til et enkelt år i bestyrelsen, de øvrige blev valgt til to år, så skulle der en afstemning til.

Den vandt Lone Autrup (Etagehusene). Hun fik 34 stemmer og blev efterfulgt af Hans Bindslev (Solhusene) med 28 stemmer og Per Mogensen (Nord) og Hans Holm med hver 23 stemmer.
Derfor måtte der en om-afstemning mellem Per og Hans til. Den vandt hans med 21 stemmer mod 18.

Endelig var der også kampvalg til de to suppleantposter. Hans Bindslev var nu valgt til bestyrelsen, men Peter Arler genopstillede. Han blev dog ikke genvalgt, da to nye ansigter, begge fra Syd, blev nye suppleanter til bestyrelsen. Som første suppleant med 31 stemmer vil Maj-Britt Sand fremover deltage i bestyrelsesmøderne, mens Brian Overgaard, der fik 30 stemmer, først skal træde til, hvis et medlem af bestyrelsen træder ud i løbet af det kommende år.

Separator icon