42 år.
Så længe var Jørgen Lundin ejendomsfunktionær i Tranemosegårdafdelingen T13/Silergården, inden han ved udgangen af marts gik på pension. At en medarbejder har arbejdet så længe samme sted er en kæmpe bedrift. Derfor fik Jørgen Lundin tildelt Den Kongelige Belønningsmedalje, som blev overrakt i Café 13 hvor Jørgen Lundins kolleger, venner og familie, samt beboere i T13 var til stede, for at fejre manden med Tranemosegårds længste ansættelse.

Om Den Kongelige Belønningsmedalje

Om Den Kongelige Belønningsmedalje

Den Kongelige Belønningsmedalje kan tildeles personer, der har været ansat på samme private arbejdsplads i 50 år – eller i mere end 40 år, hvis personen går på pension. Det er altså de privatansattes pendant til Dronningens Fortjenstmedalje, der gives til offentligt ansatte.
I hele sidste år fik 570 privatansatte i Danmark medaljen, ifølge Erhvervsministeriet.

Negative meldinger har han aldrig givet sig af med
Ulrik Brock Hoffmeyer om Jørgen Lundin

”Det klarer jeg”

Fra både administrerende direktør i BO-VEST, Ulrik Brock Hoffmeyer, og fra formanden for T13’s afdelingsbestyrelse Hugo Thuge lød der stor ros til Jørgen Lundins indsats, men også til hans beskedne og hjælpsomme personlighed. ”Typiske svar fra Jørgen Lundin er efter sigende ’Det klarer jeg’ eller ’Det vil jeg gerne’ - negative meldinger har han aldrig givet sig af med,” sagde Ulrik Brock Hoffmeyer i talen.

Har været heldig

Jørgen Lundins 42 år lange ansættelse, er den længste ansættelse i Tranemosegårds historie, mens der i samlet BO-VEST regi også på et tidspunkt er uddelt en medalje til en medarbejder fra VA.
Der hersker brev enighed blandt både beboere, medarbejdere og ledelse, om at det er rekorder, der kommer til at stå urørt. Men hvordan opnår man så at holde fast i det samme job i 42 år? Jørgen Lundin roser nødigt sig selv ved det spørgsmål. ”Jeg har været heldig at jeg selv har kunnet bestemme hvornår jeg ville gå, fordi min krop og mit helbred ikke har voldt mig problemer. Det er jeg taknemmelig for,” siger Jørgen Lundin, der lidt overvældet, men meget glad, går rundt og taler med de mange gæster, der alle har pæne ting at sige om den afgåede ejendomsfunktionær. Som for eksempel en af kollegerne i T13 udtrykker det, da han siger farvel efter receptionen: ”Tillykke Jørgen. Jeg er stolt af at kende dig.”

Om Jørgen Lundin

Om Jørgen Lundin

  • Blev ansat i T13 i 1974, da Jørgen var 27 år gammel og T13 var to år gammel.
  • Har i de 42 år kun haft seks forskellige chefer.
  • Er i dag 70 år gammel.
  • Har boet i et af rækkehusene i T13 siden dengang, da der var mulighed for at få en bolig i afdelingen, når man var ansat.