Gå til indhold

Gadekæret

Gadekæret blev gennemgribende renoveret 2011-2014. Her blev bl.a. etableret mekanisk ventilation med varmegenvending. Det har siden vist sig, at der dannes skimmel i ventilationsanlægget. Der er derfor rejst erstatningskrav, og fejlen er ved at blive afhjulpet.

Processen om erstatning

Her kan du læse om processen omkring erstatning for de fejlbehæftede ventilationsanlæg.

Gadekæret har omfattende problemer med de ventilationsanlæg, der som et led i den renovering, der blev udført 2011-2014, blev installeret af E. Phil og Søn A/S, inden firmaet gik i konkurs i august 2013. 

BO-VEST har derfor via Advokatfirmaet Poul Schmidt, Kammeradvokaten, indleveret en begæring om syn og skøn til Voldgiftsnævnet Byggeri og Anlæg. Skønssagen er rettet mod boet efter E. Phil og Søn A/S og afdelingens tidligere tekniske rådgiver AI A/S.

Voldgiftsnævnet har udpeget to skønsmænd, der i løbet 2018 og 2019 har foretaget flere besigtigelser i Gadekæret. Den seneste besigtigelse blev foretaget i 2019. 

Der foreligger flere skønserklæringer, der i det store og hele giver Gadekæret medhold i, at der foreligger en række mangler vedrørende ventilationsanlæggene.

Skønsforretningen er endnu ikke afsluttet. 

Hvad der kommer til at ske derfra afhænger af resultatet af skønsforretningen. Umiddelbart er der to mulige udfald: 

Et økonomisk forlig:
Hvis der kan indgås et økonomisk forlig, som Byggeskadefonden kan godkende, vil Byggeskadefonden forventeligt dække de udgifter, der går ud over forligsbeløbet. På den måde vil Gadekæret undgå et økonomisk tab. 

En afgørelse i Voldgiftsretten:
Hvis parterne ikke kan blive enige om et forlig, skal sagen afgøres i Voldgiftsretten. Det vil betyde, at der vil gå længere tid, før sagen bliver afgjort. Det vil også betyde flere omkostninger for alle parter. 

Det vil altså være at foretrække, at skønssagen blev afsluttet med et forlig. Det vil betyde, at man hurtigst ville kunne komme igang med at udbedre fejlene endeligt. 

Separator icon