Der er ikke på mangel på input til boligministeren, da han besøger den boligsociale helhedsplan i Sigynsgade.  Her ligger Bo-Vita-afdelingen Den Grønne Trekant ved siden af en VIBO-afdeling på Ydre Nørrebro og Østerbro. Her står først en række af de professionelle aktører, samt beboerdemokraterne, og siden en god flok beboere, klar til at fortælle boligminister Kaare Dybvad om et område, der har sine udfordringer, men hvor der også i den grad bliver gået til den med løsninger.
Som hvordan den boligsociale helhedsplan med kunst og plantekasser vil gøre området omkring Krakers Plads tryggere. Og hvordan den boligsociale helhedsplan ikke står alene i at yde en præventiv indsats over for de unge, men i høj grad beror på et stærkt samarbejde med nærpoliti, SSP, boligafdelingerne og deres boligorganisationer og meget mere.

Oprigtigt interesseret
Det er ikke første gang Kaare Dybvad stifter bekendtskab med Bo-Vita. Faktisk besøgte han også boligorganisationen til deres årlige arrangement for afdelingsbestyrelsesmedlemmer. Og denne dag er turen altså kommet til den boligsociale helhedsplan ved Sigynsgade, som i alt dækker 842 boliger i de to afdelinger Den Grønne Trekant under Bo-Vita og Vognvænget under VIBO.
“Det er fedt med et besøg fra en oprigtigt interesseret minister, der ikke vil bruge ordet ‘ghetto’. Det sætter vi pris på”, siger direktør fra BO-VEST, Ulrik Brock Hoffmeyer, der går med på turen rundt i boligområdet.

“Se os som individer”
“Hvad skal jeg gøre for jer herude?” Spørger Kaare Dybvad Najma Osman. De to sidder sammen med en gruppe andre beboere fra området. Dagens program er rykket ind i Kvarterhuset, hvor beboerne er inviteret til “Åbent Kontor”. Og her er en række beboere kommet, for at fortælle om deres virkelighed og høre ministerens bud på løsninger.
20-årige Najma Osman taler blandt andet med ministeren om stigmatisering, om hvordan det er at være ung studerende, men samtidig bo i et boligområde der betegnes som en ghetto.
“Jeg tror, han begynder at se os som individer i stedet for som en helhed. Det, ghettoplanen gør, er netop at skære os over en kam,” siger Najma Osman efter arrangementet er slut.

 

Vi skal bygge mange flere almene boliger
En anden beboer vil gerne høre om, hvordan ministeren vil skaffe boliger, der er til at betale, til de unge studerende.
“Hvis vi skal holde priserne nede i København, så skal der bygges meget nyt. Jeg er interesseret i, at der bliver bygget rigtigt meget,” lyder det fra Kaare Dybvad.
Arrangementet slutter, trods en livlig diskussion nu og da, i god ro og orden, og tilbage står afdelingsformanden for Den Grønne Trekant og er godt tilfreds.
“Det er rigtigt godt, at boligministeren kommer og hører, hvad beboerne siger. Der har været en god dialog. Det er fantastisk,” siger formanden for Den Grønne Trekant, Youssef Sneunou.