Et samarbejde mellem Greve Nord Projektet, Sundhedsplejen og Dansk Folkehjælp betyder, at 15 familier kan komme på ferie. En mulighed de ellers ikke ville have haft.

Christina Holmstrøm havde ikke regnet med, at familien skulle på ferie i år. Heller ikke i år. Christina Holmstrøm er nemlig på ledighedsydelse, så familien har ikke penge til at tage nogle steder hen. Men takket være et samarbejde mellem Greve Nord Projektet, Sundhedsplejen i Greve Kommune og Dansk Folkehjælp får familien Holmstrøm fra Askerød og 14 andre familier fra Greve nu muligheden for alligevel at komme på en uges ferie i et feriecenter i Blåvand.

”Det er ligesom en drøm, der går i opfyldelse. Vi tæller dage, så meget glæder vi os. Det er en fantastisk mulighed, som vi aldrig ville have haft ellers, for det er der ikke økonomi til. Når man er vant til at skulle tænke over alle indkøb, så er ikke engang en ferie i Danmark en mulighed,” siger Christina Holmstrøm, der skal med sammen med hendes tre børn på henholdsvis 15 måneder, to og syv år.

Separator icon

Vigtigt for børnene

Ferien er et tilbud til familier, der ikke selv har økonomisk råderum til at komme på ferie. Det er Dansk Folkehjælps særlige feriepulje, der betaler for familierne, så de på trods af et meget stramt budget har mulighed for at komme afsted.

”Vi synes, at det er vigtigt, at alle børn får nogle gode ferieoplevelser, uanset hvordan familiens økonomiske situation ser ud. Derfor vil vi gerne støtte projekter som det her, hvor familierne kan hygge sig sammen og i fællesskab med de andre familier og få ladt batterierne op,” siger Klaus Nørlem, der er generalsekretær hos Dansk Folkehjælp.

Læs hele historien på Greve Nord Projektets hjemmeside

 

Separator icon