Snart kan en række nydanske kvinder sætte sig op på cyklen og køre på arbejde, på indkøb, hente børn eller bare ud og få lidt frisk luft. Noget de aldrig havde troet, at de skulle kunne, for de har aldrig lært at cykle.

Det giver stor frihed at kunne cykle

Det giver en stor frihed at kunne cykle, men det er ikke alle, der fra barnsben har lært det. I Greve Nord har det vist sig, at det primært er nogle af de nydanske kvinder, der har den udfordring. De er derfor afhængige af offentlig transport eller andres hjælp, hvis de skal længere væk end gåafstand.

Snart kan fire af dem dog glæde sig over ikke længere at skulle spørge om hjælp. Takket være et kursus, som de har fået af Greve Nord Projektet og Zonta Greve, er de nemlig ved at lære at cykle.

Læs mere på Greve Nord projektets egen hjemmeside

Cykeltur til stranden

”Jeg vil rigtig gerne lære at cykle, så jeg bedre kan komme rundt, hvis jeg fx skal handle eller til mødregruppe. Lige nu går jeg mest med klapvognen, men det bliver meget lettere for os at komme rundt, når jeg kan cykle. Så behøver jeg ikke vente på, at min mand kommer hjem og kan køre. Jeg glæder mig til, at vi hele familien kan cykle på tur til stranden og søen i Ishøj, hvor der er mange fugle. Det synes min søn, er så sjovt,” forklarer 25-årige Shania Bilal fra Askerød.

Hun kom til Danmark for snart to år siden og har aldrig lært at cykle i sit hjemland, Pakistan.

Vi har en rigtig god lærer

”Både min bror og min mand har prøvet at lære mig det uden, at det er lykkedes. Men her er det anderledes. Vi har en rigtig god lærer, der hjælper mig. Hun holder cyklen og fortæller, at jeg godt kan. Det er svært at holde balancen, men jeg tror på, at jeg nok skal lære det nu,” siger Shania Bilal, der forklarer, at det også er vigtigt for hende at lære at cykle, så hun kan blive en del af det danske samfund, hvor alle cykler.

Separator icon
Jeg glæder mig til, når jeg kan cykle hen og aflevere min søn i vuggestue i solskin til sommer. Så er jeg en rigtig mor på cykel
Shania Bilal, Greve Nord

 

De vil så gerne

I denne omgang er fire kvinder startet på cykelkursus. De skal lære alt helt fra basisfornemmelsen af kroppen for at kunne at holde balancen på de to hjul, færdselsreglerne og lovgivning omkring udstyr og til rent faktisk at sætte sig op på cyklen og køre.

”De vil så gerne lære det. Selvom de også synes, at det er meget grænseoverskridende at skulle op på sadlen, kaster de sig ud i det med stor begejstring. Det er fantastisk at se,” fortæller Janni Glæsner, der frivilligt underviser kvinderne i cykelkurset i Greve Nord Projektets Aktivitetshus.

Fem nye cykler

”Det handler om, at de skal være trygge. Vi skal jo starte helt fra bunden, så vi gennemgår også en række fysiske balanceøvelser, så kvinderne får bedre forståelse for bevægelserne på cyklen.”
Janni Glæsner er også formand for foreningen Zonta i Greve, der i sommers donerede 10.000,- til Greve Nord Projektet til indkøb af fem cykler, således at endnu flere kvinder løbende kan komme på cykelkursus.

Greve Nord Projektet har tidligere arrangeret cykelkurser for områdets kvinder med stor succes, og siden har efterspørgslen været stor.

Separator icon