Gå til indhold

En såkaldt VVM-redegørelse har udskudt nedrivningen af fem af højhusene i Brøndby Strand, hvor afdelingen T13 har det ene. Det sker efter krav fra Brøndby Kommune, forklarer seniorprojektleder i BO-VEST Per Michael Bager.

"Kommunen vil undersøge nedrivningens påvirkning på det nærliggende miljø. De gik i gang for et halvt år siden med undersøgelsen, så den er snart færdig,” siger Per Michael Bager.
VVM står for ”vurdering af virkning for miljøet."

Her afdækker blandt andet ingeniører og biologer om nedrivningen påvirker sårbart dyreliv, for eksempel hvis der bor flagermus i højhuset. De undersøger også, hvor meget det vil støve og larme, når nedrivningen går i gang.

"Det er den samme tid, som undersøgelsen tager, som skal lægges til i den anden ende. Den tid udskyder nedrivningen," forklarer seniorprojektlederen.

I alt er der 12 højhuse i Brøndby Strand, hvor fem skal rives ned på grund af stoffet Poly-Chlorerede Biphenyler, PCB. Her er det østligste af T13’s fire højhuse det sidste i rækken i Brøndby Strand til at blive revet ned.

Hjælper boligløse

Efter udskydelsen på et halvt år vil den indvendige rydning af det første højhus begynder ved udgangen af 2020. Herefter følger så nedrivningen af det udvendige. Tiden, fra den første hus bliver ryddet indvendigt, til at alle fem højhuse er helt væk, tager tre til fem år.

Langt de fleste faste beboere er flyttet. Resten af lejlighederne er udlejet midlertidigt, fortæller formand i T13 Bitten Skotte.

"Vi genudlejer midlertidigt, så huset ikke står og er gabende tomt, næsten alle er midlertidigt udlejet, og det er vi glade for. Vi hjælper mennesker i nogle måneder, som ellers stod boligløse," siger hun.

De, der oprindelig har boet i højhuset, er så vidt muligt hjulpet videre til andre boliger. Når de midlertidige beboere skal flytte, så tilbyder BO-VEST at hjælpe dem.

"De får et boligbrev (boliggarantibevis red.), så de kan få en lejlighed efter, at huset er revet ned. Så kommer de forrest i køen," siger Bitten Skotte.

Tranemosegård tilbyder de midlertidige lejere, at de kan få en plads i køen til en bolig. Boligen vil minde om den, de flytter fra og vil stadig være i Tranemosegårds boliger.

Råd til beboerne

Hele grunden til at husene skal ned er et stof, der sidder i bygningen, som hedder PCB. For nogle år siden blev PCB'en forseglet i boligerne. Det sad især i vinduesfugerne, men de blev fuget til og dækket med lufttætte lister.

Der er flere ting, beboerne kan gøre selv for at undgå PCB i lejligheden.

"Det er stadig vigtigt at udlufte for at minimere pcb-ophobningen," siger seniorprojektleder Per Michael Bager.

Stoffet kan stadig sive ud i mindre grad, derfor er der nogle råd, du som beboer skal følge. De står her på siden.

Sundhedsstyrelsen fraråder børn, unge og kvinder i den fødedygtige alder at bog i boliger med høje koncentrationer af PCB. Du kan læse mere om rådene fra Sundhedsstyrelsen på PCB-guiden.dk.