Til kommende møder i Tranemosegård og BO-VEST vil man uden tvivl kunne mærke en stilhed. En markant og velformuleret stemme, der altid talte om beboernes rettigheder, gik i denne uge bort.

Allan Nielsens indsats i Tranemosegård og BO-VEST kan ikke gå i glemmebogen. Det kan hans mange ord om beboerrettigheder, beboerdemokrati og meget mere heller ikke. Vi har her samlet begge dele.

Allan Nielsen og Tranemosegård

Allan Nielsen startede sit bestyrelsesvirke i den almene sektor i 1972, hvor han blev medlem af lejerforeningen i Brøndbyparken. Samme år blev han også valgt til BL’s repræsentantskab.

I 1978 flyttede Allan Nielsen til Gurrelund/Bjerrelund, hvilket blev begyndelsen på 43 år som Tranemosegårdbeboer og ikke mindst en stor stemme for Tranemosegård gennem tiden.

Han har siden 1979 været medlem af afdelingsbestyrelsen i Gurrelund/Bjerrelund, senere i Maglelund, samt medlem af organisationsbestyrelsen i Tranemosegård. Et hverv han aldrig trådte væk fra igen, og i midten af 0’erne var han som næstformand i Tranemosegård en del af arbejdet med at samle BO-VEST som en administration, ejet af Tranemosegård, AB og VA.

Side om side arbejdede han med både beboerdemokratiet i Tranemosegård og med lejerforeningen gennem Lejernes Landsorganisation. Som Tranemosegårds repræsentant var han en del af arbejdet i ”De 9” omkring en fælles boligsocial indsats på tværs af boligselskaber i Tranemosegård.

Også i Brøndby Kommune var Allan Nielsen gennem mange år en kendt stemme, som medlem af kommunalbestyrelsen.

Engagement udenfor Tranemosegård

Det var ikke kun i det lokale, Allan Nielsen spillede en stor rolle. Han kom ind i BL’s bestyrelse i 1977, som repræsentant for sin lokale kreds. Faktisk var han første medlem af BL’s bestyrelsen, der hverken var formand, forretningsfører eller direktør. Den situation satte han ord på i et interview til Tranemosegårdbladet i 2017.
”Jeg husker tydeligt på første møde at alle var direktører, forretningsfører eller formand for ditten og datten. Jeg var hverken formand fra en afdelingsbestyrelse eller et boligselskab, og jeg var første menige mand, der kom ind i bestyrelsen. I Kreds 9 mente vi, det var vigtigt at beslutningsgrundlaget var så bredt som muligt. Og det er jo vores boliger,” sagde Allan Nielsen.

Med Allan Nielsens egne ord

Til bestyrelses- såvel som repræsentantskabsmøder var Allan Nielsens stemme en, man altid hørte.

Med tiden fortaber detaljerne sig i de mange af de ord, vendinger og holdninger, han udtrykte. Man kan glemme nogle af de små spidsfindigheder, glemme præcis hvordan et argument blev leveret.

Men de ord, han skrev og fik trykt, har vi endnu.

Allan Nielsen var, som tidligere journalist, en af ankerpersonerne bag Tranemosegårdbladet, udgivet til alle beboere i Tranemosegård. Han sad i redaktionsudvalget og bidrog med ideer og altid konstruktiv kritik til artiklernes indhold. Men han var også fast skribent med sin egen klumme ”I spøg og ramme alvor.”

Vi bringer her et udpluk af nogle af de ord han skrev gennem tiden. De er uredigeret, og kendte man Allan, vil man måske kunne høre hans stemme sige de ord, når man læser dem.

Tranemosegård er med sine syv boligafdelinger og 3.200 familier en del af Danmarks almene boliger. En enestående boligform, hvor vi godt nok ikke har skøde på vores bolig, men til gengæld har vi fuld råderet i et bolig-socialt fællesskab med naboerne. Dets lige findes ikke andre steder i verden. Samlet set er vi på landsplan en lille million mennesker, der deles om godt en halv million boliger. Eller sagt på en anden måde: Næsten hver 5. borger bor i Danmarks almene boliger. Alligevel er der uhyggeligt mange - og måske også dig selv - der ikke ved, hvordan tingene ”er skruet sammen”. Eller hvor stor indflydelse du kan få på dit egen hjem og hverdag.”
Allan Nielsen, 2012
BL, Boligselskabernes Landsforening eller Danmarks almene boliger. Kært barn har mange navne. Alle organisationer, foreninger, klubber og arbejdspladser har sit eget indforståede sprog. Nogen kalder det fag-swahili. Men en ting er helt normalt. Kender du ikke det indforståede sprog, er det svært og følge med. De færreste bruger fag-swahili for at vise sig eller lukke andre ude, men når vi taler om fællesskaber er det vigtigt, at flest muligt kan følge med og forstå hvad du mener. BL er et sådan fremmedord. Hvad skal vi der, kan du spørge. Det er egentlig ikke så kompliceret. BL er en fælles interesse- og brancheorganisation for beboerdemokrater og boligorganisationer. Det er beboernes superliga, hvor vi som aktive beboere har ret til at spille på hele banen, men vi har i større eller mindre grad ladet ledende ansatte – især fra de største administrationer - spille med på banen, fordi vi har et behov for, at have den faglige ekspertise med, når vi træffer vores beslutninger.”,
Allan Nielsen, 2016
Heller ikke den nyere omskrivning af den sociale kollektivisme - begrebet deleøkonomi - er gået ram forbi. Næh her er hovedtendensen ikke længere, at man på fornuftig og social vis deles om tingene. Tværtimod gælder det sig om, at alle skal optræde som kræmmere for med profit for øje at udleje alt mellem himmel og jord. Og gerne med skattefordele. Se blot på den eksploderende udlejning af egne boliger til turister, der i øvrigt er til stor gene for naboer og boligsøgende.”
Allan Nielsen, 2018
Selv om det anerkendes, at almene boliger er en kvalitet, skal vi altså ikke have flere almene, men derimod kun private udlejningsboliger i alsidighedens navn. Men Brøndby har ikke behov for den alsidighed, der alene kommer til at består i, at vi åbner for yderligere boligspekulation og profit, suppleret med ringere beboerdemokrati.” ” Vi opfordrer vores lokale politikere til ikke at blive bange for deres egen skygge og til at revidere afsnittet om almene boliger og give os en andel i nybyggeriet, så vi får blandede boligområder. ”
Allan Nielsen, 2018
Derfor bør man i sit stille sind huske, at vores boligsektor i dag kaldes ”almen”, fordi den ikke alene skal være for alle, men også være garanten for, at der skal være boliger til samfundets svageste."
Allan Nielsen, 2020
SOM EN LILLE boligpolitisk krølle på det hele bør det også nævnes, at bankerne i almindelighed også flår lejere, der er må optage lån til boligindskud, med unødigt høje renter – også selv om en del af lånene er risikofrie på grund af kommunal garantistillelse. JEG FRISTES til at udbryde et højt ”de burde have danske bank!”. Men det gør jeg ikke. Vold løser jo ikke problemet. Men det kunne måske hjælpe lidt, hvis det statsligt udpegede banktilsyn tog sin opgave mere alvorlig.”
Allan Nielsen, 2020

Et sidste farvel i Café 13.

Selv, når der nu skal drikkes gravøl, er det en ægte Tranemosegård-mand, der bliver sagt farvel til. Torsdag den 2. december bliver der afholdt gravøl i Café 13 i Brøndby Strand for familie, venner, og samarbejdspartnere. Lige der, hvor Allan Nielsen mange gange har deltaget i møder og udbredt sine altid skarpe meninger om boligpolitik og beboerrettigheder.