Ministeren vil med det lovforslag, som er præsenteret i forlængelse af regeringens politiske udspil “Et Danmark uden parallelsamfund”, løse alt for mange problemer på én gang. Det er katastrofalt, og vil højst sandsynligt betyde, at der kommer flere såkaldte ghettoer.
Lovforslaget indeholder nemlig ikke kun gode og nødvendige tiltag, der skal modvirke parallelsamfund. Det fastsætter også rammerne for Landsbyggefondens støtte til renoveringer og boligsociale indsatser helt frem til 2026 for hele den almene sektor. Her øremærkes 12 ud af 21 milliarder til indsatser i kun 57 boligområder. Den prioritering risikerer på længere sigt at skabe flere udsatte boligområder og ikke som ønsket færre.
Rammerne for Landsbyggefondens støtte til renoveringer fastsættes normalt for en fireårige periode ad gangen. Sidste gang var i efteråret 2014, og det er derfor forventeligt, at en ny boligaftale er på trapperne.
Men det giver simpelthen ikke mening, at blande denne boligaftale sammen med en indsats mod parallelsamfund. Man kan ikke i et og samme åndedrag løse problemer med skimmel og utætte vinduer og forsøge at rette op på årtiers fejlslagen integrationspolitik. Det er som at blande æbler og pærer.
En million danskere bor i en almen bolig. På Vestegnen, hvor jeg kommer fra, ligger kun 1000 ud af de 10.000 boliger jeg repræsenterer, som formand i BO-VEST, i et boligområde, der er med på regeringens liste. Det siger lidt om proportionerne. Når over halvdelen af de penge, der er afsat til renoveringer og sociale indsatser, skal bruges på en så lille andel af boligerne, siger det sig selv, at der kommer til at mangle penge andre steder.
Det er ulogisk og uretfærdigt, at en fejlslagen integrationspolitik på den måde skal stå i vejen for, at utætte vinduer kan udskiftes hos helt almindelige almene beboere, der gennem et helt liv har bidraget både til samfundets fælles kasse gennem skatten og til lejernes kollektive opsparing i Landsbyggefonden. Det er en fælles samfundsopgave, og ikke en opgave alene for os almene beboere.
Når det er sagt, kan der som sådan være god ræson i, at en del af Landsbyggefondens midler bruges i de særligt udsatte boligområder. Vi har en stærk tradition i den almene sektor for at bidrage til velfærdssamfundet. Der er intet nyt i, at Landsbyggefondens midler bruges på sociale indsatser i udsatte boligområder. Det sker i forvejen i de 70 boligsociale helhedsplaner over hele landet. Det er særlige sociale indsatser betalt af Landsbyggefonden.
Fornuften forsvinder, hvis det skal gå ud over vores mulighed for at renovere boligområder.
Desuden virker kriterierne for de såkaldte ghettolister tilfældige. Boligområder ryger ud og ind af listen, hvis enkelte beboere flytter adresse. Og hvis boligområdet ikke er stort nok, kan det slet ikke komme på listen. Boligområder på under 1000 lejemål kan ifølge regeringens definitioner ikke karakteriseres som et udsat boligområde.
Men det er jo ikke sådan, at der ikke kan være sociale problemer i et boligområde, bare fordi der ikke er 1000 boliger. Det har vi flere eksempler på her på Vestegnen. Og hvis så uforholdsmæssig stor andel af den fastlagte renoveringsramme skal øremærkes de få boligområder, der er på regeringens mere eller mindre tilfældige liste, er der ikke penge til mindre - men ligeså socialt udsatte - boligområder.
Lovforslaget, som det ser ud nu, har altså to kedelige bivirkninger, der begge øger risikoen for udviklingen af flere sociale problemer: For det første risikerer vi, at mange boligområder får lov at forfalde. Så flytter de stærke borgere ud, og så står vi meget hurtigt med flere udsatte boligområder. For det andet udhuler det mulighederne for at finansiere sociale indsatser i udsatte boligområder med færre end 1000 boliger.
Det foreliggende lovforslag blander æbler og pærer - eller skæg og snot - sammen. Lad os nu skille indsatsen mod parallelsamfund, og renoveringer i resten af den almene boligsektor ad!
Løsningen er, at vi ikke forsøger at svare på flere spørgsmål med samme svar. Fastsættelsen af Landsbyggefondens rammer for den kommende årrække, altså bestemmelsen om hvor mange af vores egne sparepenge vi almene beboerne må bruge til nødvendige renoveringer og sociale indsatser i de almene boligområder, er en ting. Indsatsen mod parallelsamfund er en anden ting.
Derfor bliver vi nødt til at anskue boligaftalen og parallelsamfundsindsatsen som to forskellige ting. Parallelsamfundspakken bør alene omfatte de udsatte boligområder, således at rammerne for renoveringer og boligsociale indsatser i den øvrige almene sektor efter sædvane aftales ved en egentlig boligaftale.
Af Vinie Hansen, formand i BO-VEST og næstformand i BL - Danmarks Almene Boliger
