Organisationsformand Jan Hyttel blev valgt som dirigent. Han bød bestyrelsen velkommen og med særlig velkomst til de nye bestyrelsesmedlemmer Khadija Abdi, Anders Stange Jensen og Jørgen Etwil samt nyvalgte suppleant Susanne Vestergaard.

Herefter blev referaterne af bestyrelsesmøderne 27. maj og 17. juni samt bestyrelsens opgaveliste fremlagt og godkendt af bestyrelsen.  

Seminar og mødeaktivitet

Der var på mødet en gennemgang af programudkastet til bestyrelsens strategiseminar i weekenden 2.-3. august i Skodsborg. Seminaret vil fokusere på tre hovedemner som er organisationsbestyrelsens arbejde, rollefordeling og samarbejde internt, Bygherrestrategien og organisering i byggesager. 

Bestyrelsen godkendte forslaget og at formanden udformer det endelige program i samarbejde med forvaltningen. Der var i bestyrelsen opbakning til en forlængelse af seminaret med lørdag eftermiddag.

I forlængelse af planlægningen af programmet for årets strategiseminar var der en gennemgang af bestyrelsens mødekalender for resten af 2019. Bestyrelsen fastlægger almindeligvis sin møderække ved årets begyndelse, men nu hvor der midt i året er kommet fire nye profiler ind i bestyrelsen, var der behov for at få bekræftet mødedatoerne, så de nye medlemmer kunne få dem noteret i deres kalender. Mødekalenderen fik tilføjet nogle temamøder, som skal omhandle Bygherrestrategi herunder fortætning og den nye udlejningsaftale.  

Årets sommermøde blev drøftet i bestyrelsen. Hidtil har mødets planlægning været fordelt på tre udvalg: Forberedelsesudvalget og udvalgene for Aktivitetsprisen og Den Gyldne Kost. Bestyrelsen er blevet enige om at slå udvalgene sammen til ét og udover Marianne Jørgensen, er udvalget blevet suppleret med Bente Fredhof, Flemming Georg og Jørgen Etwil.

Sommermødet holdes 13. september og er for alle beboerdemokrater og ansatte i Bo-Vita.

Artiklen forsætter under billedet...

 

Status for Mjølnerparken og Seniorbofællesskab Midgården

Under dagsordenspunktet ”Nyt fra formandsskabet” gav Jan Hyttel en status for situationen i Mjølnerparken. Han orienterede om Mjølnerparkens udviklingsplan, der er godkendt i kommunens Teknik-og Miljøudvalg og i Københavns Borgerrepræsentation samt indsendt til Transport- og Boligministeriet. Desuden at der er fundet en løsning for Mjølnerparkens seniorbofællesskab Midgården, hvor beboerne vil blive tilbudt nye boliger i et nyt bofællesskab som etableres i afdelingen ved siden af på Hothers Plads. 

Den nye udlejningsaftale for almene boligorganisationer, som er indgået mellem Københavns kommune og BL’s 1. kreds vil blive gennemgået og drøftet på næste bestyrelsesmøde. Aftalen indeholder skærpede kriterier for fleksibel udlejning og formålet er at modvirke ghettodannelse i udsatte boligområder. Bestyrelsen ønsker at studere aftalen nøjere før den tager stilling til den nærmere udmøntning af de nye udlejningsregler.

Gebyrfri opskrivning fastholdes

På juni-mødet besluttede organisationsbestyrelsen at fastholde gebyrfri opskrivning på oprykningsventeliste til beboere i Mjølnerparken, sådan at de får fortrinsret til overtagelse af en anden ledig bolig i boligorganisationen i henhold til udlejningsbekendtgørelsen paragraf 2, stk. 2. 

Bestyrelsen vil løbende se på hvordan det går med genhusningen af beboerne og hvad det koster. Til bestyrelsesmødet i november skal der foreligge en redegørelse for dette. Man vil også overveje muligheden for rabat på indskud i midlertidigt udlejede boliger i Mjølnerparken.

Herefter fulgte andre emner som: Status for organisationens egenkapital, her afventer bestyrelsen færdiggørelse af regnskabet for 18/19 og ligeledes afventer bestyrelsen en status for tomgangsleje, fraflytningssager og vaskeriafregninger fra Boliggruppen. 

Under dagsordenspunktet ”Eventuelt” blev det bragt op, at det for nogen i bestyrelsen er omstændeligt og dyrt at komme til Glostrup til bestyrelsesmøderne. Det blev fastholdt, at møderne holdes i Glostrup, da møderne foregår i tæt samspil med administrationen og dens ansatte, men at der kan ydes transportgodtgørelse i rimeligt omfang, og det forsøges i videst muligt omfang at arrangere fælleskørsel.

I slutningen af mødet blev det oplyst, at der er nye udfordringer med unges hærværk i Mjølnerparken.

Dagsordener og referater fra organisationsbestyrelsesmøderne kan læses på Bo-Vitas hjemmeside under menupunktet ”Dagsordener og referater fra bestyrelsesmøder”.