Organisationsformand Jan Hyttel indledte mødet med at byde alle velkommen og en særlig velkomst til Ole Markussen, som er nyt bestyrelsesmedlem og Bente Fredhof som er ny suppleant.

Derefter gik bestyrelsen over til første punkt på dagsordenen, der som altid på årets første møde handler om opgavefordeling mellem de forskellige bestyrelsesmedlemmer og planlægning af bestyrelsesmøderne for resten af året.

Endvidere blev der på mødet fastlagt datoer for aktiviteter, der skal finde sted i løbet af året som f.eks. sommermødet, repræsentantskabsmødet og bestyrelsesseminaret. I år er et nyt arrangement kommet til, nemlig fejringsfest af de eksterne frivillige, som arbejder for Bo-Vita. Festen bliver holdt som et aftenarrangement 8. februar 2019.

Ofte har det været noget af en opgave for formanden at få bestyrelsesmedlemmernes travle kalender til at finde sammen, men i år gik puslespillet forholdsvis hurtigt op og med godt humør, så man kunne komme videre i den pænt lange dagsorden.

Honorarer, udlejningskontor og bannerreklamer
Da planlægningen af årets mødeaktiviteter var overstået, var der en drøftelse vedrørende fordelingsnøglen i forhold til udbetaling af honorarer for bestyrelseshverv. Honorarer og godtgørelser til bestyrelsesmedlemmer i almene boligorganisationer er fastsat i lovgivningen, men det er organisationsbestyrelsen der bestemmer hvordan honoraret skal fordeles på de enkelte medlemmer. Bestyrelsen besluttede at emnet skal tages op på årets bestyrelsesseminar, så man kan få fastlagt ikke blot fordelingsnøgle, men også om der skal udbetales godtgørelse for eventuelt tabt arbejdsfortjeneste og kilometerpenge.

Under dagsordenspunktet ”Beslutninger” blev det besluttet at nedlægge udlejningskontoret i Strandgade på Christianshavn, da der kun har været meget få besøgende. De fleste kunder får deres behov opfyldt ved at henvende sig på telefon, mail eller via internettet. Fremover skal alle henvendelser ske til BO-VEST i Glostrup.

Wilders Plads havde henvendt sig til organisationsbestyrelsen om en Bo-Vita bannerreklame opsat på afdelingens facader i forbindelse med renovering af bebyggelsen. Afdelingen synes at reklamen er for stor og føler sig noget generet deraf. I organisationsbestyrelsen var der enighed om, at der lige nu er et stort behov for at markedsføre Bo-Vita navnet, herunder på bannerreklamer, men at det i konkrete tilfælde vurderes om det er generende for beboerne. Bestyrelsen besluttede at banneret skal bibeholdes i afdeling Wilders Plads, men er parat til at drøfte en ændret placering med afdelingen, såfremt banneret er til gene, hvor det nu hænger.

Genhusning af Mjølnerparkens beboere
Et vigtigt punkt på dagsordenen var genhusningsproblematikken i Mjølnerparken, hvor den fysiske helhedsplan medfører store forandringer for beboerne i området både under Mjølnerparkens ombygning og i forbindelse med Ghettoplanens frasalg af boliger. Bestyrelsen var enige om, at genhusning skal ske under bedst mulige vilkår for beboerne. Ingen der i øjeblikket har en gyldig lejekontrakt i Mjølnerparken vil komme til at stå uden bolig.

På mødet skulle bestyrelsen udpege repræsenter til to udvalg i BO-VEST fællesskabet. Suppleant Bente Fredhof træder ind i kursusudvalget og bestyrelsesmedlem Ole Markussen træder ind i redaktionsudvalget.

Organisationsformand Jan Hyttel orienterede om arbejdet i Bygherreudvalget og i den forbindelse godkendte bestyrelsen projektaftaler om renovering for Bodenhoffs Plads på Christianshavn og Fortvænget på Amager.

Bestyrelsen evaluerede og fulgte op på repræsentantskabsmødet i december. Man var enige om at det var en godt møde. De to suppleanter Flemming Georg og Bente Fredhof fik lige mange stemmer ved valget på repræsentantskabsmødet, og efter en lodtrækning blev Flemming Georg valgt som 1. suppleant og Bente Fredhof som 2. suppleant.

På januar-mødet behandlede bestyrelsen også en klagesag, der handler om at Mjølnerparkens afdelingsbestyrelse har sendt et brev til kommunen, hvori man hævder at Bo-Vitas bestyrelse skulle have nedlagt deres lejlighed til bestyrelsesarbejde.

Ifølge Bo-Vitas bestyrelse har det ikke noget på sig, og man undrede sig over klagen. Den lejlighed, som Mjølnerparkens bestyrelse tidligere har brugt som mødelokale og kontor for formanden blev under en anden afdelingsformand udlejet som bolig i 2013 og har derved givet afdelingen en indtægt på ca. 75.000 kr. årligt. Afdelingsbestyrelsen har siden dengang holdt sine møder på Hothers Plads 2 eller i seniorbofællesskabets fælleslokaler, og det skal man fortsat være velkommen til, lød det fra bestyrelsen.

Status på migrering og tilsynssag
I slutningen af mødet gav forretningsfører Steffen Boel Jørgensen en status for migreringen til BO-VEST. Steffen kunne fortælle at man nu har fået alle PBS-filer på venteliste med over fra Lejerbo. Bo-Vita har fremsendt en række krav til Lejerbo, som endnu ikke er besvaret. 

Tilsynssagen med kommunen var også oppe at vende på mødet. Der er givet mundtligt tilsagn fra kommunen om at man snart vil lade Bo-Vita bygge igen og ophæve restriktion på egenkapital anvendelse.

Der er stadigvæk problemer med tomgangsleje og fraflytningssager. Bestyrelsen følger udviklingen nøje og ikke mindst har bestyrelsen fokus på de lejere, som måtte have tabt på forsinkede flytteopgørelser.

I slutningen af mødet redegjorde journalist Karen Vistesen for nyhedsbrev og hjemmeside.

Organisationsformand Jan Hyttel takkede bestyrelsen for et godt og givtigt møde.

Næste organisationsbestyrelsesmøde holdes onsdag 6. marts kl. 17 i Pakhuset