Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde er indkaldt af organisationsbestyrelsen med henblik på at orientere og få repræsentantskabsmødes politiske tilslutning til at fortsætte den fysiske helhedsplan i afdelingen på Hothers Plads efter den hidtidigt lagte plan.
Baggrunden for mødet er, at afdelingen på Hothers Plads ikke længere støtter op om den fysiske helhedsplan, som den ellers på et afdelingsmøde tilbage i 2015 med stor majoritet blandt de fremmødte beboere stemte for at gennemføre. Planen til en værdi af ca. 110 mio. kr. skulle løfte afdelingen på Hothers Plads med blandt andet boligrenovering, klimasikring, nyt tag og elevatorer. Helhedsplanen er godkendt af Borgerrepræsentationen i august 2017. Landsbyggefonden har givet tilsagn om støtte til helhedsplanen.
Tilbagevisning af rygter
Problemerne på Hothers Plads tog sin begyndelse, da en række beboere i januar 2019 samlede underskrifter for afholdelse af et ekstraordinært afdelingsmøde for at ”melde sig ud af helhedsplanen”. Underskriftsindsamlingen skete på baggrund af en række rygter om at blandt andet et stort antal beboere vil blive tvangsforflyttet fra afdelingen og at huslejerne vil stige med langt større beløb end det, der blev lovet ved afstemningen i 2015.
Herefter blev der i februar i år afholdt ekstraordinært afdelingsmøde i afdelingen. På mødet vedtog et flertal af de fremmødte, at man ikke vil høre boligorganisationens begrundelse for at gennemføre helhedsplanen som tidligere vedtaget og heller ikke tilbagevisningen af de opstående rygter, som ifølge organisationsbestyrelsen intet har på sig.
I stedet gik man direkte til afstemning om at melde sig ud af helhedsplanen. Under den efterfølgende afstemning stemte et flertal af de fremmødte for at melde sig ud af helhedsplanen.