På repræsentantskabsmøde den 12. december blev Viktoriagades afdelingsformand, Ole Markussen, valgt som nyt medlem af bestyrelsen.

Ole Markussen, der har været suppleant i bestyrelsen siden 2017, blev valgt efter et kampvalg mod Sheku Amadu Jalloh og Kirsten Bjørton. Jalloh og Ole fik fleste stemmer, hvorfor Kirsten er trådt ud af bestyrelsen efter en stor indsats gennem flere år.


Ole Markussen, 66 år, driver til daglig sin egen konsulentvirksomhed med økonomisk- og ledelsesrådgivning til private firmaer og kommuner. Derudover sidder han bl.a. i en større fondsbestyrelse. Tidligere bestred Ole ledende stillinger i forskellige store danske erhvervsvirksomheder. Endvidere har Ole været aktiv i politik, blandt andet har han siddet i Venstres hovedbestyrelse.


"Jeg håber, at jeg med min økonomiske og ledelsesmæssige baggrund samt politiske erfaring kan være med til at styrke organisationsbestyrelsen. Nogle af de emner, jeg brænder for er bl.a. at udbrede beboerdemokratiet mest mulig. Ligesom der skal skabes den størst mulige åbenhed og transparens i bestyrelsesarbejdet. Vi skal også prøve, at få inddraget den yngre generation af vores lejere i bestyrelsesarbejdet, samt sørge for, at vi hele tiden har den bedste og mest effektive administration, til gavn for alle lejere i Bo-Vita", siger Ole Markussen.

 

Bente Fredhof er ny suppleant

På repræsentantskabsmødet blev Bente Fredhof nyvalgt som suppleant i bestyrelsen efter et kampvalg mod Muhammed Aslam og Flemming Georg. Bente og Flemming fik flest stemmer, hvorfor Bente har overtaget suppleantposten, der blev ledig efter at Ole er rykket ind i bestyrelsen som fuldgyldigt bestyrelsesmedlem.

Den nye suppleant, Bente Fredhof, er 64 år og formand for afdelingen på Grønttorvet i Valby. Hun er uddannet i SKAT med speciale i skatteopgørelser, inkasso og jura. Senere skiftede Bente det kommunale arbejde ud med en lederkarriere i den finansielle branche. Her havde hun fokus på IT-projekter, udlån, inkasso, webhandler og undervisning indtil hun i 2017 gik på efterløn.

-Mit kendskab til organisationsbestyrelsens arbejde er nyt for mig så i første omgang suger jeg viden til mig og deltager der hvor jeg kan bruge mine erfaringer fra mine mange år på arbejdsmarkedet og ikke mindst de 2 års erfaringer jeg har fået som formand for Grønttorvet og afdelingens nye grundejerforening. Det er erfaringer, der kan bruges i mange af de renoveringssager og helhedsplaner der lige nu er på dagsordenen i Bo-Vitas organisationsbestyrelse, siger Bente Fredhof, der glæder sig til arbejdet i bestyrelsen.

Organisationsbestyrelsen anno 2018

Udover nyvalg af Ole Markussen og Bente Fredhof, var der som nævnt genvalg til bestyrelsesmedlem Sheku Amadu Jalloh og suppleant Flemming Georg. Organisationsformand Jan Hyttel blev genvalgt for en 2-årig periode.

Organisationsbestyrelsen består herefter af formand Jan Hyttel, næstformand Flemming Vibo Grandal og bestyrelsesmedlemmerne Marianne Jørgensen, Darwich Mostapha El Ali, Sheku Amadu Jalloh, Ann Urbrand og Ole Markussen. Bestyrelsens to suppleanter er Flemming Georg og Bente Fredhof.