Beboerne flytter ikke derfra, når de først er kommet ind. Efterspørgslen på Bo-Vitas 48 almene boliger med altan eller lille have til på Vangehusvej, der ligger i ambassadekvarter på Ydre Østerbro, er høj.

Kæresteparret Kristoffer Niss, 29, og Amanda Abildgaard, 27, der er phd-studerende i henholdsvis systembiologi og proteinkemi, er blandt de heldige beboere, der har fået en af de attraktive 3-værelses lejligheder med stor altan. De flyttede ind i afdelingen for tre år siden og nu går de og venter på, at deres første barn kommer til verden omkring juletid. Og så er de for resten også aktive i beboerdemokratiet. Kristoffer er formand for afdelingen og Amanda er bestyrelsesmedlem.

-Det var et lykketræf, siger Kristoffer Niss på spørgsmålet om, hvordan han og Amanda er endt på Vangehusvej. Han fortæller, at de tidligere boede i boligkomplekset Journalistgården i Nordvest, som for nogle år siden blev købt af Bo-Vita med henblik på renovering, så derfor skulle lejerne genhuses og det blev Kristoffer og Amanda så på Vangehusvej. Journalistgården blev aldrig til boliger, for Bo-Vita endte med at sælge ejendommen til Lidl, der nu har indrettet en dagligvarebutik på grunden.

En almen oase midt i Østerbros ambassadekvarter

-Det er virkelig dejligt, at vi kunne flytte til Vangehusvej. Der er mange års ventetid på at komme til at bo her, så vi var smadder heldige, siger Kristoffer, der også er meget glad for den store altan, som der er udgang til fra stuen og hvorfra der er udsigt til afdelingens grønne gård og de flotte ambassader, der ligger længere nede af vejen.

-Her er stille og fredeligt, supplerer Amanda. Der er næsten ingen naboer til os efter arbejdstid for så er de ansatte på ambassaderne gået hjem. Så vi føler, at vi er flyttet ind i en lille oase. Derudover er er vi tæt på alting. Svanemøllen Strandpark og Svanemøllen station ligger inden for gåafstand. Hvad enten man er til en travetur langs vandet eller vil ind til byen, så er det tæt på.

Fællesskab og demokrati er gode værdier

Amanda Abildgaard og Kristoffer Niss har ikke boet i almen bolig før de flyttede ind i afdelingen på Vangehusvej, men de kan godt lide de værdier som den almen boligform er bygget på. Beboerdemokratiet og fællesskabet ligger dem på sinde og er baggrunden for at de er gået ind i afdelingsbestyrelsen.   

-Det er spændende at være med i et fællesskab og at gøre en indsats i beboerdemokratiet, som er med til at forme boligområdet, siger de.

De mennesker der bor på Vangehusvej er en skønsom blanding af unge, ældre og børnefamilier, så det er en blandet beboersammensætning. Herudover er det nogle meget engagerede beboere, der føler stort ansvar for at passe godt på boligafdelingen. Der er mange, som har boet her siden afdelingen blev opført i 1980. De føler ejerskab til afdelingen og er optaget af at der er rent, pænt og dejligt at bo.

Amanda og Kristoffer fortæller, at der er flere projekter på dagsordenen for hvad der skal laves i afdelingen i den kommende tid.

-Vi skal have skiftet ventilationsanlægget, og vi arbejder på at få etableret køkkener over råderetten ved at tage et lån og med beboerbetaling over huslejen. Beboerne ønsker et cykelstativ med overdækning, som også indebærer nogle fornyelser af udearealerne.


Som formand for bestyrelsen, der består af 3 medlemmer plus en suppleant, ser Kristoffer Niss det som den vigtigste opgave sammen med bestyrelsen, beboerne og driften at sørge for at Vangehusvej bliver ved med at være et godt sted at bo.

-Det er vigtigt med en god dialog mellem bestyrelsen og beboerne For alting går nemmere, når man kan snakke sammen om tingene. Vores bestyrelsesmøder er i den første halve time åbne for beboerdeltagelse. Her er alle beboere velkomne til at kikke forbi med spørgsmål, gode ideer eller forslag til ting, der kan forbedre. Og med til møderne er også altid vores ejendomsmester Pia Jessen. Hende er vi meget glade for. Hun kan svare på alt vedrørende vedligeholdelse og drift af afdelingen, siger Kristoffer Niss.

Mange fordele ved at bo alment

Kristoffer og Amanda har i løbet af de tre år, hvor de har boet på Vangehusvej, opdaget at der er mange fordele ved at bo alment fremfor i hus eller ejerlejlighed.

-Hvis vandhanen drypper eller noget går i stykke i lejligheden, så ringer man til ejendomskontoret som sørger for at det bliver ordnet. Om vinteren bliver der skovlet sne og udearealerne bliver vedligeholdt af ejendomsfunktionærerne. Huslejen ligger fast, så man ved, hvad man skal betale hver måned, og det giver tryghed i økonomien og i hverdagen, siger de.

Derudover synes de, at det er hyggeligt med et godt naboskab, hvor man hjælper hinanden og hvor man gerne giver en håndsrækning til en nabo, der har brug for at få løst et praktisk problem eller en god snak.

-Hvis en ældre nabo, som plejer at gå tur på samme tid hver dag, ikke er blevet set i kvarteret i nogle dage, så bliver der talt om det, og det bliver lige tjekket om han eller hun er okay. Ingen behøver at føle sig ensom og glemt her.

Vi bor jo tæt, så det er svært ikke at ”komme hinanden ved” og sige hej, når vi mødes i opgangen. Man følger med i hinandens liv. Da vi tidligere på året købte tremmeseng og malede den på altanen, fik vi kommentarer som: ”Der er nok småfolk på vej” –  og ja, så var den hemmelighed ude. Mange af beboerne har sagt tillykke. Det er bare dejligt. Vi er meget glade for at være her, slutter Amanda Abildgaard og Kristoffer Niss.