Gå til indhold

Nye boligtyper 

En af tiltagene i helhedsplanen er at lave nye boligtyper i Moserne. Nogle lejligheder skal sammenlægges til større lejligheder, der skal laves tagboliger i to etager, boliger med adgang til have og tilgængelighedsboliger. 

Gennem de seneste 60 år har de generelle krav til vores boligers størrelse og kvalitet været stigende. De boliger, som i starten var tiltænkt og bygget til familier, bebos i dag typisk af par eller enlige. For at tilpasse boligerne i Moserne til alle livets faser og moderne familier, både nu og i fremtiden, skal der som en del af helhedsplanen lægges lejligheder sammen i moserne.

Ved f.eks. at flytte et værelse fra en lejlighed til en anden bliver det muligt at ombygge to 1-rums lejligheder til 2-rums eller 3-rums med lille kammer. Boligerne kan også
ombygges til 2- og 21/2-rums, hvilket giver større værelser. Det er endnu ikke besluttet hvilke og hvor mange boliger, der skal ombygges.

 

Separator icon

Tagboliger

Der er i helhedsplanen lagt op til at inddrage tagrum som supplerende boligareal for udvalgte 2. sals-lejligheder. Det vil give mulighed for at indrette familieboliger i to etager på ca. 115 m2. Det er en boligtype, som kan være et godt alternativ til bebyggelsens mindre boliger. Større boliger kan tiltrække og fastholde flere børnefamilier, ligesom der kommer mere liv og leg i vores udearealer. Placering og antal af tagboliger er ikke besluttet.

Separator icon

Haveboliger

Haveboligerne giver lejlighederne i stueetagen mere direkte og reel brugsmulighed til bebyggelsens haverum. Her er et oplagt og uudnyttet potentiale for en tredjedel af bebyggelsens boliger.

Separator icon

Tilgængelighedsboliger

Helhedsplanen foreslår, at et antal lejligheder indrettes med fokus på tilgængelighed, så de kan benyttes af personer med bevægelseshandicap, fx kørestolsbrugere. Det nærmere omfang og den præcise placering er ikke besluttet.

At indrette med fokus på tilgængelighed indebærer blandt andet at adgangen til stueetagen skal gentænkes, at der skal være elevator til alle etager, større reposer, køkkener samt badeværelser.

Separator icon