Gå til indhold

Dynamisk varmeregnskab

Som første skridt i energidemonstrationsprojektet overgår Moserne nu til et dynamisk varmeregnskab. Som et forsøg skal varmen fremover afregnes på baggrund af indeklimaet i din bolig. Modellen er lavet således, at det mest optimale indeklima giver den laveste varmeregning.

Indtil nu har din varmeregning været baseret på en simpel fordeling af den samlede varmeudgift ud fra størrelsen af hver bolig.

Det dynamiske varmeregnskab er derimod baseret på automatiske, individuelle målinger af rumtemperatur, luftfugtighed og hvor frisk luften er (CO2).

Det betyder at udgiften fordeles mere retfærdigt mellem beboerne. Du betaler kun for den varme du faktisk har i din lejlighed. 

Denne model har vi valgt, fordi det kan bidrage til at give det sundeste indeklima for både dig og din bolig.


500 mio. kr. til helhedsplanen
Ved at være blandt de første i Danmark, der indfører og høster erfaring med dynamisk varmeregnskab, opnår vi desuden en støtte på 500 mio. kr. fra Landsbyggefonden til den forestående helhedsplan. Penge, vi ellers skulle have finansieret udelukkende gennem huslejestigninger.

Godt for dig og din bolig
Det dynamiske varmeregnskab er ligesom traditionelle kalorietællere på radiatorer baseret på målinger i boligen. Men i stedet for at have tællere på alle radiatorer, installeres der blot én indeklimamåler i hver bolig, som registrerer temperatur, luftfugtighed og CO2. Disse data indsamles automatisk og overføres trådløst.

De månedlige indeklimarapporter giver et klart billede af boligens sundhedstilstand – og hjælper jer som beboere til at holde en behagelig temperatur samt lufte ud, så boligen ikke bliver for fugtig. Det er en vigtig gevinst ved det nye varmeregnskab, både for jeres sundhed og for boligernes tilstand.

 

Separator icon