Urimelig forskelsbehandling af lejerne
”Regeringen og Dansk Folkeparti snyder igen beboere i almene boliger”, siger BO-VESTs formand Vinie Hansen.
24-03-09
Udtalelsen kommer som en reaktion på regeringens aftale med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om den såkaldte renoveringspulje.
”Det er en urimelig forskelsbehandling af lejere og ejere, at kun boligejere kan opnå tilskud til at forbedre både de indre og ydre rammer af en bolig. Det betyder, at lejere fortsat må leve med høje varmeregninger, da der ikke kan søges om tilskud til isolering af ydervægge, tag og vinduer”, udtaler Vinie Hansen.
Forskelsbehandlingen opstår, fordi de indre rammer af lejeboliger er omfattet af den enkelte beboers ret til selv at forbedre sin egen bolig. De ydre rammer er derimod fælles, og det er kun den enkelte lejer eller ejer, der kan søge om tilskud.
”Udformningen af renoveringspuljen betyder, at en boligafdeling ikke kan isolere ydervægge med midler fra renoveringspuljen og derved ellers bidrage til de klimamål, regeringen selv har sat i februar 2008”, kommer det fra Vinie Hansen. Disse klimamål sigter blandt andet på, at det samlede energiforbrug i Danmark i 2011 skal være to pct. mindre end i 2006 og fire pct. mindre i 2020 end i 2006.
Vinie opfordrer dog beboerne til at gøre brug af renoveringspuljen i forhold til renovering af boligens indre rammer.